Den 13. marts 2012
Forligsmanden udsætter storkonflikt i yderligere to uger
Storkonflikten kan herefter bryde ud den 2. april, men det mest sandsynlige er, at forligsmanden inden da fremsætter et samlet mæglingsforslag, som kan sendes til urafstemning
Forligsmand Asbjørn Jensen har, tirsdag den 13. marts 2012, efter at have rådført sig med de to andre forligsmænd, besluttet at udskyde den varslede storkonflikt i yderligere 2 uger.
Storkonflikten kan herefter træde i kraft på femtedagen efter udløbet af de 2 uger - dvs. mandag den 2. april ved normal arbejdstids begyndelse.
Forligsmanden kan på dog et hvilket som helst tidspunkt i forløbet erklære samtlige forligsmuligheder for udtømte, og i så fald kan konflikterne bryde ud på femtedagen efter en sådan erklæring - altså på et tidligere tidspunkt end den 2. april. Denne mulighed vurderer Dansk Metal Tele Øst dog ikke for særlig sandsynlig.
Det er anden og dermed sidste gang, at forligsmanden har udskudt den varslede storkonflikt. Forligsmanden har ikke mulighed for selv at udskyde konflikterne yderligere.
Det mest sandsynlige forløb er, at forligsmanden om en uge eller to fremsætter et samlet mæglingsforslag, som hovedorganisationerne kan anbefale medlemmerne at stemme ja til ved en efterfølgende urafstemning.
Hvis det lykkes at fremsætte et samlet mæglingsforslag inden konflikterne bryder ud, vil konflikten blive udsat medens der pågår urafstemning om resultatet. I så fald vil en konflikt kun bryde ud, hvis enten arbejdsgiverne eller lønmodtagerne ved afstemning forkaster mæglingsforslaget.
Status på forhandlingerne
Det er nu mere end en måned siden, at der blev opnået forlig mellem DI og CO-industri. Industriforliget er normalt retningsgivende for hele det private arbejdsmarked og sådan ser det også ud til at være i år.
Der har også været gennemført forhandling mellem DI og CO-industri om særaftalerne i TDC.
På alle store overenskomstområder er der opnået forlig.
Forligsmanden og hovedorganisationerne har traditionelt ambition om, at der skal være indgået forlig for så tæt som 100% af lønmodtagerne som muligt, inden der sker opsamling af resten i det samlede mæglingsforslag.
De overenskomstparter som på nuværende tidspunkt ikke har opnået forlig vil derfor af forligsmanden de nærmeste dage blive tvunget tilbage til forhandlingsbordet og hovedorganisationerne vil forsøge at lægge et pres, så de sidste områder kan komme i hus.
Ved overenskomstfornyelsen i 2010 blev der opnået forlig for 92% af lønmodtagerne (hvis HK-områderne medregnes), medens resten blev samlet op af mæglingsforslaget. I 2007 var det tilsvarende tal 94%.
Forligsmanden oplyser, at han på torsdag den 15. marts 2012 med hovedorganisationerne indleder forhandlinger om fornyelse af overenskomster - i form af et mæglingsforslag - som kan opsamle de overenskomstområder som ikke opnår forlig.
Dansk Metal Tele Øst vil i den kommende tid holde en række medlemsmøder om overenskomstfornyelsen. Husk at tilmelde dig et af møderne.
Læs mere om OK-2012:
17.04.2012 Det samlede mæglingsforslag er vedtaget
16.04.2012 Resultatet af urafstemning offentliggøres tirsdag
30.03.2012 Nu skal I stemme om overenskomsten
22.03.2012 Mæglingsforslag fra forligsmanden
18.03.2012: LO og DA godkender mæglingsskiste
15.03.2012 DA varsler lockout
13.03.2012 Forligsmanden udsætter storkonflikt i yderligere to uger
02.03.2012 Medlemsmøder om overenskomstfornyelsen 2012
01.03.2012 Forlig på byggeriet
28.02.2012 Industriforligets betydning for TDC-ansatte
27.02.2012 Forligsmanden udskyder storkonflikt i 2 uger
23.02.2012: Forlig på transportområdet
22.02.2012 LO afsender 2. varsel om storkonflikt
21.02.2012: Forligsmanden giver frist til mandag den 27. februar
20.02.2012 OK-forhandlinger på transportområdet kørt fast
15.02.2012: Industriforligets protokollater
12.02.2012: Forlig om nye overenskomster på industriens område
10.02.2012: OK-forsøg i weekenden
09.02.2012: LO og DA opsiger overenskomster for 600.000 lønmodtagere
09.02.2012: Protokollat mellem LO og DA om varsling af konflikt ved overenskomstfornyelsen 2012
09.02.2012: Protokollat mellem LO og DA om opsigelse af 1. marts 2012 overenskomster
15.12.2011 DI og CO-industri og starter forhandlinger den 4. januar
17.11.2011: LO og DA har indgået rammeaftale forud for OK-2012
23.09.2011: Køreplan aftalt mellem DI og CO-industri
Diverse links:
Meddelelser fra Forligsmanden. På det private arbejdsmarked er det forligsmand Asbjørn Jensen som skal forsøge at forlige parterne, hvis der er optræk til konflikt. Forligsmanden vil i forbindelse med en forestående truende konflikt udsende Meddelelser fra Forligsmanden, som overenskomstparterne skal efterkomme. Du kan læse mere om Forligsmandens beføjelser her.
LO om OK-2012 LO har i forbindelse med overenskomstfornyelser en koordinerende rolle. I forløbets slutspurt forhandler LO og DA direkte med forligsmanden om forsøg på at fremsætte et samlet mæglingsforslag, som kan opsamle alle de overenskomstområder, der ikke selv kan blive enige.
CO-industri CO-industri er et af lønmodtagernes forhandlingskartel. Modparten er arbejdsgiverforeningen DI. CO-industri og DI forhandler to store overenskomster, hhv. Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst. TDC ansatte er omfattet af Industriens Funktionæroverenskomst, dog gælder en række særaftaler og lokalaftaler som supplerer eller erstatter Funktionæroverenskomstens bestemmelser. Normalt vil der ikke indenfor LO/DA-område blive indgået noget forlig før end der er opnået resultat på industriens område. Resultatet på industriens område er derfor normal retningsgivende for hele det private arbejdsmarked. Formanden for C0-industri er forbundsformanden for Dansk Metal, Torkild E. Jensen.
Dansk Metal om OK-2012 Dansk Metalarbejdsforbund har lavet en overenskomstsite på deres hjemmeside. Her er ofte de seneste nyheder om overenskomstforløbet.