Den 11. november 2013
LO og DA har indgået rammeaftale forud for OK-2014
LO og DA har i lighed med tidligere overenskomstfornyelser indgået en rammeaftale forud for overenskomstforhandlingerne i foråret 2014
Aftalen omfatter cirka 550.000 lønmodtagere og skal give de bedst mulige rammer for overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked til foråret.
Aftalen betyder bl.a., at overenskomsterne på LO-DA området ikke behøver at blive opsagt nu. I følge rammeaftalen kan de enkelte overenskomstparter vente indtil 7. februar 2014 med at opsige overenskomsterne.
Hvis aftalen ikke var indgået skulle overenskomsterne være opsagt inden november måneds udgang.
LO og DA er enige om, at eventuelle konfliktvarsler ikke bør fremsendes uden en forudgående drøftelse af årsagerne hertil mellem overenskomstparterne og information til LO og DA. Hvis der fortsat er risiko for konfliktvarsling skal LO og DA overveje mulige skridt med henblik på at undgå afgivelse af konfliktvarsler.
De fleste medlemmer af Tele Øst får fornyet overenskomsten ved forhandlingerne mellem DI og CO-industri, som normalt lægger linjen for hele det øvrige private arbejdsmarked. DI og CO-industri forhandler to store overenskomster, hhv. Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte arbejdere og Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer.
I TDC gælder f.eks. Industriens Funktionæroverenskomst samt visse særaftaler og lokalaftaler.
I oktober måned aftalte DI og CO-industri en aftale om forberedelsen af de kommende overenskomstforhandlinger på industriens område. Overenskomstparterne har aftalt, at man på industriens område stræber efter at blive færdige med overenskomstforhandlingerne senest den 7. februar 2014. DI og CO-industri vil umiddelbart efter nytår indlede de egentlige overenskomstforhandlinger.
LO og DA Rammeaftalen er benævnt "Aftale om decentrale overenskomstforhandlinger 2014" og den kan du læse ved at klikke på linket nedenfor:
Om decentrale forhandlinger Pr. 1. marts 2014 skal cirka 550.000 lønmodtagere omfattet af en overenskomst indenfor LO/DA-området have fornyet deres overenskomster. |
Læs om OK-2014
Pr. 1. marts 2014 skal overenskomsterne på det private arbejdsmarked fornys.
Nedenfor kan du læse om overenskomstforhandlingerne
- 11.04.2014 Mæglingsforslaget er vedtaget
- 10.04.2014 Resultatet af urafstemning offentliggøres fredag
- 03.04.2014 Husk at stemme om OK-2014
- 21.03.2014 Industriforligets betydning for TDC-ansatte (opdateret version)
- 21.03.2014 Forligsmanden fremsætter samlet Mæglingsforslag
- 17.03.2014 Medlemsmøder om overenskomstfornyelsen 2014
- 11.03.2014 Forligsmanden udsætter storkonflikt i yderligere 2 uger
- 07.03.2014: OK-2014: Forlig mangler fortsat for ca. 100.000 lønmodtagere
- 03.03.2014 Status OK-2014: Forlig for ca. 80 pct. lønmodtagere
- 27.02.2014 Forligsmanden udskyder storkonflikt i 2 uger
- 26.02.2014 Industriforligets betydning for TDC-ansatte
- 26.02.2014 OK-2014: Vi undgik forringelser i det tilpassede overenskomstgrundlag
- 26.02.2014 TDC-protokollat af 12. februar 2014 om fornyelse af særaftalerne OK-2014
- 26.02.2014 TDC-protokollat af 12. februar 2014 om drøftelser i overenskomstperioden
- 21.02.2014 LO afsender 2. varsel om storkonflikt til 1. marts
- 10.02.2014 Dansk Metals hovedbestyrelse anbefaler et ja til overenskomstforliget
- 10.02.2014 Industriforligets protokollater
- 09.02.2014 DI og CO-industri indgår forlig om 3-årig overenskomst
- 09.02.2014 LO: Fornuftigt forlig
- 06.02.2014: CO-industri og DI indkalder deres store forhandlingsudvalg i weekenden
- 29.01.2014: Protokollat mellem LO og DA om varsling af konflikt
- 29.01.2014: Protokollat mellem LO og DA om opsigelse af 1. marts overenskomster
- 23.12.2013: Arbejdsretten pålægger at holde arbejdet normaliseret
- 17. 12.2013: Pålæg om at holde arbejdet normaliseret
- 02.12.2013: TDC sætter teleafdelingerne pistolen for brystet
- 11.11.2013: LO og DA har indgået rammeaftale forud for OK-2014
- 29.10.2013: CO-industri og DI indgår køreplan om OK-2014
Vigtige links om OK-2014:
LO er den største hovedorganisation på lønmodtagersiden. Modparten til LO er DA, Dansk Arbejdsgiverforening, som er en hovedorganisation på arbejdsgiversiden. Hovedorganisationerne har i forbindelse med overenskomstfornyelser en koordinerende rolle. I forløbets slutspurt forhandler LO og DA direkte med forligsmanden om forsøg på at fremsætte et samlet mæglingsforslag, som kan opsamle alle de overenskomstområder, der ikke selv kan blive enige.
CO-industri er det største forhandlingskartel på lønmodtagersiden. Formanden for C0-industri er forbundsformanden for Dansk Metal, Claus Jensen. Modparten til CO-industri er DI, Dansk Industri. CO-industri og DI forhandler to store overenskomster, hhv. Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst. De egentlige forhandlinger mellem CO-industri og DI om fornyelsen af Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst foregår i Det snævre Udvalg. TDC ansatte er omfattet af Industriens Funktionæroverenskomst, dog gælder en række særaftaler og lokalaftaler som supplerer eller erstatter Funktionæroverenskomstens bestemmelser.
Dansk Metal er vores forbund. Dansk Metal indgår bl.a. i CO-industri.
Normalt vil der ikke indenfor LO/DA-område blive indgået noget forlig før end der er opnået resultat på industriens område. Resultatet på industriens område er derfor normal retningsgivende for hele det private arbejdsmarked.
Forligsinstitutionens rolle:
Går overenskomstforhandlingerne i hårdknude bestemmer forligsmandsloven, at forligsinstitutionen skal fungerer som mægler. På det private arbejdsmarked er det forligsmand Asbjørn Jensen som skal forsøge at forlige parterne, hvis der er optræk til konflikt. Forligsinstitutionen og forligsmanden har en række beføjelser. Du kan læse mere om Forligsmandens beføjelser her. Forligsmanden vil i forbindelse med en forestående truende konflikt udsende Meddelelser fra Forligsmanden, som overenskomstparterne skal efterkomme. Du kan læse Meddelelserne fra Forligsmanden.
Regeringsindgreb:
Resulterer overenskomstfornyelsen i storkonflikt, som mere eller mindre lammer samfundet, kan regeringen fremsætte lovforslag, som har til hensigt at stoppe konflikten. Selv om der er tale om et lovindgreb vedtaget af Folketinget, benævnes lovforslaget ofte for regeringsindgreb. Siden 1975 har Folketinget i alt 17 gange foretaget indgreb i den frie konfliktret og den frie forhandlingsret og har vedtaget love, som har forlænget opsagte overenskomster. Sidst det skete var 26. april 2013. Se en oversigt over lovindgreb siden 1975.