Den 31. oktober 2013

400 medlemmer til generalforsamling i Dansk Metal Tele Øst

Igen i år lagde Cirkusbygningen i København rammen for fagforeningens generalforsamling, som blev holdt onsdag den 30. oktober 2013. Bestyrelsen blev genvalgt og alle forslag fra bestyrelsen blev vedtaget

Præcis 400 medlemmer deltog i onsdagens generalforsamling i Dansk Metal Tele Øst.

Formanden John Schwartzbach aflagde bestyrelsens beretning. Han omtalte blandt andet de besparelser som afdelingen i de sidste år har gennemført, og som er sket på en måde, hvor det ikke er gået  ud over serviceniveauet overfor medlemmerne. Han omtalte også bestyrelsens fusionsdrøftelser med Metal Hovedstaden, som dog vil forudsætte, at medlemmerne tager endelig stilling til et eventuelt resultat på en ny generalforsamling. I den forbindelse kom formanden også ind på bestyrelsens ønsker om en udvikling af Dansk Metals Landsklub i TDC.

Udfaldstruede medlemmer
I beretningen kom formanden også ind på den store indsats, som afdelingen har ydet for at undgå af afdelingens ledige medlemmer mister dagpengeretten. Arbejdet har blandt andet bestået i at finde akutjob og jobrotationsordninger.

Det store arbejde viser, at det også i forbindelse med ledighed kan betale sig, at være medlem af en rigtig fagforening.

TDC kræver et opgør med arbejdstidsreglerne ved OK-2014
Formanden omtalte, at TDC har bebudet, at de ved overenskomstforhandlingerne i 2014 vil kræve ikke ubetydelige indrømmelser fra teleafdelingerne så arbejdstidsreglerne i TDC bliver mere fleksible. TDCs melding er et direkte angreb på mange af de lokalaftaler, som medlemmerne værdsætter.

Formanden slog fast, at udgangspunktet for Dansk Metals teleafdelinger vil være at forhandle forbedringer og ikke forringelser.

Udvikling af klubstrukturen
Fællestillidsrepræsentant Per Baden havde fremsendt to beslutningsforslag. Men han følte sig dækket ind af de bemærkninger, som formanden havde om blandt andet bestyrelsens forslag til udvikling af Metals Landsklub i TDC. Derfor trak Per Baden begge sine forslag.

Tak, til Karsten Moritz Hansen
Budgettet og kontingentsatserne for 2014 blev godkendt. Og bestyrelsen blev genvalgt, bortset fra Karsten Moritz Hansen, som ønskede at udtræde af bestyrelsen, fordi han snart går på pension. Som tak, for hans konstruktive bestyrelsesarbejde, fik Karsten Moritz Hansen en buket blomster. Der var også blomster til fagforeningens eneste æresmedlem, Gerda Gravesen. Annelise Mohn Kall, som tidligere på året fratrådte som bogholder, fik også en buket blomster.

Under eventuelt fortalte formanden, at Tele Øst Solidaritetsfond som blev oprettet i forbindelse med fagforeningens 125 års jubilæum i 2009 havde støttet et udvalgsprojekt i Tamil Nadu i Inden. Læs mere om projektet her.

Underholdning
Efter den officielle del af generalforsamling blev der serveret aftensmad og der var underholdning af Wallmans dygtige sangere og dansere.

Stemningsbilleder 
Nedenfor kan du se nogle stemningsbilleder fra generalforsamlingen som forenede det alvorlige med det hyggelige.