09.02.2009 By: Ulla Puck

Indirekte diskrimination på baggrund af køn

Bonus skal også betales ved fravær pga. sygdom og barsel
Retten i Glostrup slår fast i en ny dom af 8. januar 2009, at bonus er en del af lønnen, som man skal kunne regne med - også under sygefravær og barselsorlov.

Retten i Glostrup har afgjort en dom, om en gammel tvist mellem Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening og Finanssektorens Arbejdsgiverforening i en sag om en medarbejder i Topdanmark, der ikke fik bonus under sit fravær.

Ifølge dommen skal en arbejdsgiver udbetale bonus ved fravær, når bonusudbetalinger er en fast del af lønnen for det daglige arbejde, og når overenskomsten sikrer fuld løn under barsel og sygdom. Med andre ord er bonus juridisk at betragte som fast løn, selvom bonusudbetalingerne varierer måned for måned. Arbejdsgiveren skal også udbetale bonus til f.eks. langtidssyge. Det gælder også, selvom der måtte være indgået en anden aftale mellem virksomheden og den ansatte.

Retten i Glostrup begrunder sin afgørelse med, at den manglende bonusudbetaling indirekte er diskrimination på baggrund af køn. Det fremgår således af rettens begrundelse, at da kvindelige ansattes fravær på grund af graviditetsgener, barsels- og forældreorlov almindeligvis vil være større end mænds, er det i strid med ligebehandlingsloven, hvis der ikke udbetales bonus under fravær.

Dvs. når bonus er en fast del af aflønningen, skal arbejdsgiverne fremover udbetale bonus under sygefravær og til ansatte på barselsorlov, der har krav på fuld løn.