Den 3. september 2017
Trepartsaftale styrker integrationen
Det går bedre med integrationen på arbejdsmarkedet. Det viser ny evaluering af bl.a. trepartsaftalen om IGU-uddannelsen. Fx har flygtninge og familiesammenførte, der har været i Danmark i tre år, øget deres beskæftigelse fra 20 til 27 pct., og der er nu registreret 867 IGU-forløb
Tallene fremgår af en ny evaluering af Udlændinge- og Integrationsministeriet. Den viser samtidig, at kommunerne har fokus på, at flygtninge nu kommer hurtigere i virksomhedspraktik.
– Jeg er er glad for, at vi er på rette vej, og jeg er særlig glad for den meget positive udvikling i integrations-grunduddannelsen, IGU’en. Vi er nu tæt på 900 etablerede IGU-forløb. Men der er også udfordringer, som vi skal have fokus på fremover, da det fx har vist sig, at det er svært at få mange kvinder blandt flygtninge og familiesammenførte i beskæftigelse, siger LO-næstformand Ejner K. Holst.
Vi skal ha’ bedre dansk undervisning
De kommunale chefer, som har indgået i evalueringen, peger desuden på, at en af barrierene for af få flygtninge i beskæftigelse, er manglende danskkvalifikationer.
– Det er vigtigt, at vi holder fast i, at flygtninge og familiesammenførte deltager i danskundervisning, når de kommer til Danmark, så de hurtigere kommer i job. Den indsats skal styrkes, siger Ejner K. Holst.
Læs evalueringen - klik her!