Højesteret frifandt privat arbejdsgiver i årelang tvist om ret til fratrædelsesgodtgørelse og har dermed afsagt dom i en sag, der angår et væsentligt spørgsmål om forholdet mellem EU-ret og dansk ret.

En funktionær blev i maj 2009 som 60-årig opsagt af Ajos A/S efter godt 25 års ansættelse. Før han fyldte 50 år, var han indtrådt i en pensionsordning, der gav ham ret til at oppebære en alderspension. Funktionøren tiltrådte en ny stilling i en anden virksomhed, uden at han aktiverede sin alderspension. 

Ajos udbetalte ikke fratrædelsesgodtgørelse, idet den dagældende § 2 a, stk. 3, i funktionær­loven indeholdt en bestemmelse om, at fratrædelsesgodtgørelse bortfaldt, ”hvis funktionæren ved fratrædelsen vil oppebære en alderspension fra arbejdsgiveren, og hvis funktionæren er indtrådt i den pågældende pensionsordning før det fyldte 50. år”.

I en dom afsagt af EU-Domstolen den 12. oktober 2010 i sag C-499/08 (Ole Andersen) blev det i en tvist mellem en arbejdstager og en offentlig arbejdsgiver fastslået bl.a., at den dagæl­dende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3, i nærmere angivet omfang var i strid med beskæftigelsesdirektivet (Rådets direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv).

I marts 2012 rejste Dansk Formands Forening på vegne af funktionæren krav mod Ajos om fratrædelses­godtgørelse. Kravet blev afvist af Ajos, og tvisten blev indbragt for domstolene.

Højesteret har under sagens behandling stillet spørgsmål til EU-Domstolen, der har besvaret disse ved dom af 19. april 2016 (C-441/14).

For Højesteret angik sagen, om Ajos efter den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3, var fritaget for at betale den fratrædelsesgodtgørelse, som funktionæren, nu hans bo, efter lo­vens § 2 a, stk. 1, som udgangspunkt havde krav på. Afgørelsen heraf ville i første omgang bero på, om det var muligt at fortolke de dagældende regler i funktionærloven på en måde, der var i overensstemmelse med beskæftigelsesdirektivet som fortolket af EU-Domsto­len i Ole Andersen-sagen, eventuelt ved at anvende de regler i forskelsbehandlingsloven, der er fastsat til gennemførelse af beskæftigelsesdirektivet.

Hvis dette ikke var muligt, skulle Højesteret – som følge af EU-Domstolens praksis – tage stilling til, om et EU-retligt princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder kunne føre til, at Ajos ikke kunne støtte ret på den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3.

Ved afgørelsen af, om såkaldt direktivkonform fortolkning var mulig, fandt Højesteret, at der forelå en klar retstilstand, og at det ikke ville være muligt ved anvendelse af de fortolknings­metoder, der er anerkendt i dansk ret, at anlægge en fortolkning af funktionærlovens dagæl­dende § 2 a, stk. 3, som kunne bringe bestemmelsen i overensstemmelse med beskæftigelses­direktivet som fortolket ved EU-Domstolens dom i Ole Andersen-sagen.

Højesteret bemær­kede i tilknytning hertil, at der ikke var grundlag for at anvende forskelsbehandlingslovens § 1 med forrang for funktionærlovens § 2 a, stk. 3, og på den måde opnå en direktivkonform for­tolkning. Der forelå således en ”contra legem” situation, hvilket indebar, at det ikke var mu­ligt at fortolke den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3, i overensstem­melse med beskæftigelsesdirektivet.

Ved afgørelsen af, om et EU-retligt princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder kunne føre til, at Ajos ikke kunne støtte ret på den dagældende bestemmelse i § 2 a, stk. 3, udtalte et flertal i Højesteret bl.a., at tiltrædelsesloven ikke indeholder hjemmel til i en tvist mellem private at lade det uskrevne princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder fortrænge den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3. Danske dom­stole kunne således ikke undlade at anvende den dagældende § 2 a, stk. 3, og Ajos kunne der­for støtte ret på bestemmelsen.

Link til dom fra Højesteret.