Den 19. februar 2013


LO fremlægger samlet jobpakke - på kort og lang sigt

LO peger i sin nye jobpakke på, hvordan der kan skabes job på både den korte og den lange bane gennem offentlige investeringer og afgiftslettelser. Jobpakken er et samlet indspil til regeringens kommende konkurrenceevnepakke

Væksten i dansk økonomi har vist sig at være overraskende svag. Arbejdsløsheden står i stampe, og den største forhindring for vækst er den svage hjemlige efterspørgsel.

LO peger derfor i sit nye udspil ”Danmark gearet til vækst – samlet jobpakke” på en lang række initiativer, der samlet set skal skabe 16.000-24.000 ekstra jobs i 2013-2014.

LO’s jobpakke skaber arbejdsplader her og nu og forbedrer Danmarks konkurrenceevne på lidt længere sigt. Derudover er der på langt sigt brug for at hæve uddannelsesniveauet.

- Hvis vi fører en fornuftig økonomisk politik med fokus på offentlige investeringer, kan vi øge danskernes tillid til økonomien og dermed sætte gang i den hjemlige efterspørgsel og på den måde få gang i vækst og beskæftigelse, siger LO’ formand Harald Børsting.

LO præsenterer i sin jobpakke en lang række forslag, der skaber job nu og her. Fx vil LO stoppe den økonomiske afstraffelse af kommuner, der overskrider deres budgetter. Samtidig foreslår LO fx at gøre det nemmere og billigere for kommunerne at renovere bygninger, bygge almene boliger og investere i jernbaner.

Lavere afgifter vil forbedre konkurrenceevnen
På det mellemlange sigt, dvs 3-5 år ud i fremtiden, vil LO forbedre Danmarks konkurrenceevne ved bla. at sænke afgifterne for en række virksomheder.

- Vi bliver nødt til at se på om afgifterne i dag er ude af trit med det øvrige Europa. I så fald må de justeres, så de sikrer fair vilkår for indtjening og skabelse af nye jobs, siger Harald Børsting.

Fx peger LO på, at afgifter på energi, transport, hotelbranchen samt afgifter, der skævvrider grænsehandelen bør sænkes. LO’s jobpakke er fuldt finansieret.

Udannelse, uddannelse og atter uddannelse
På den lange bane handler det – som altid for fagbevægelsen - om uddannelse.

- Danmark skal fortsat være et produktionsland, og det kræver, at vi hele tiden er lidt bedre end andre til at opfinde produkter og forny produktionsmetoderne. Derfor skal ufaglærte i fremtiden uddannes til faglært niveau og faglærte skal videreuddannes, siger Harald Børsting.

Link til LO´s Jobpakke:  Danmark gearet til vækst – samlet jobpakke.