Den 11. november 2012


LO: - Fornuftig finanslovaftale for 2013

Regeringen og Enhedslistens finanslovaftale bidrager til at skabe vækst og beskæftigelse. Aftalen garanterer ikke, at alle arbejdsløse, der står til at miste dagpengeretten, reddes. Men akutjob og uddannelse løser en meget stor del af problemet

LO er samlet set tilfreds med regeringens og Enhedslistens finanslov for næste år. Finansloven bidrager til at øge vækst og beskæftigelse. Der er hjælp til arbejdsløse, der risikerer at miste deres dagpenge og unge på erhvervsskolerne får en længe ventet uddannelsesgaranti, så de med sikkerhed kan gennemføre deres uddannelse.

– Vigtigst af alt er, at regeringen og Enhedslistens aftale bidrager til at øge væksten og hermed at skabe flere job til de arbejdsløse til næste år. Økonomien er fortsat stram, men aftalen er et skridt i den rigtige retning, siger LO’s formand Harald Børsting i en kommentar til regeringens netop offentliggjorte finanslovsaftale med Enhedslisten.

– Finanslovaftalen giver ingen garanti mod, at langtidsarbejdsløse vil miste dagpengeretten næste år. Men der er mulighed for såvel uddannelse som akutjob til denne gruppe, og det vil hjælpe på en meget stor del af problemet. Nedsættelsen af aldersgrænsen for seniorjob til 55 år trækker i samme retning.

De unge sikres uddannelsesgaranti

– Desuden er vi meget tilfredse med, at de unge på erhvervsskolerne endelig har fået en uddannelsesgaranti. Den sikrer, at selv om de unge ikke kan finde en praktikplads, kan de gennemføre uddannelsen via praktik på et praktikpladscenter.

– Derudover glæder jeg mig over, at regeringen har sat ressourcer af til efterfølgende at forbedre kvaliteten af erhvervsuddannelserne.

LO har gennem flere år efterlyst større indsats mod firmaer, der udnytter lavtlønnet udenlandsk arbejdskraft. Derfor er LO meget tilfreds med, at kontrollen med udenlandske firmaers momsindbetalinger øges. Derudover er det positivt, at staten fremover skal sikre sig, at firmaer, der arbejder for staten, overholder danske overenskomster. Næste skridt må være, at også kommuner og regioner omfattes af reglerne.

Parterne og regeringen må sætte sig sammen
– Samlet set er finanslovaftalen på rette kurs. Men det vil det være en god ide, at regeringen og arbejdsmarkedets parter snart sætter sig sammen og mere systematisk vurderer udfordringerne for den danske flexicuritymodel, siger Harald Børsting.

Læs Aftalen om Finanslov 2013: