Den 13. september 2011


Staten afviser erstatning for mistet ferie

CO-industri har anlagt retssag mod Beskæftigelsesministeriet

I september 2009 fastslog EU-Domstolen, at arbejdstagere har krav på erstatningsferie, hvis de på grund af sygdom ikke kan afholde deres planlagte ferie.  CO-industri mener på den baggrund, at arbejdstagere har krav på erstatningsferie, uanset om de bliver syge før eller under deres ferie. Men den danske ferielov er foreløbig af Beskæftigelsesministeriet blevet fortolket sådan, at en lønmodtager kun kan få en erstatningsferie, hvis sygdommen indtræffer, inden ferien begynder.

Derfor har CO-industri anlagt sag mod Beskæftigelsesministeriet med krav om betaling af erstatning til de mange lønmodtagere, som siden 2009 mangler at få erstatningsferie i forbindelse med sygdom indtruffet undervejs i ferien. Sagen anlægges, fordi Beskæftigelsesministeriet afviser at ændre ferieloven, så den også omhandler sygdom, der er indtruffet undervejs i ferien.

Kammeradvokaten henviser i et svarskrift til CO-industri til, at de danske domstole skal fortolke reglerne i overensstemmelse med EU-direktivet, og at der derfor ikke er behov for en lovændring.

- Almindelige mennesker skal altså ikke bare kunne ferieloven, men også EU-lovgivningen for at kende deres rettigheder. Det er helt hen i skoven. Den siddende regering har i sin lovpakke fra oktober 2010 ikke mindre end 21 forslag til lovændringer i ferieloven. Alligevel er der ikke fundet plads til en paragraf vedrørende sygdom under ferie. Det kunne godt tyde på, at det måske handler mere om politisk vilje end juridiske overvejelser, siger Arne Sørensen, organisationssekretær i CO-industri.

Han hæfter sig ved, at regeringens lyst til at handle på EU-Domstolens afgørelser meget ofte afhænger af, hvem der får fordele af afgørelsen.

- Det virker underligt, at når EU træffer afgørelser, som er til ugunst for lønmodtagerne, så finder den borgerlige regering anledning til at ændre reglerne med øjeblikkelig virkning. Det så vi for eksempel med eksklusivdommen, som blev implementeret i dansk lovgivning omgående. Og nu har vi to gange set, at EU-Domstolen har afgjort til gunst for lønmodtagerne i forbindelse med ferieloven og funktionærloven, men indtil videre har regeringen ikke foretaget sig noget for at rette lovgivningen til, siger Arne Sørensen.