Den 29. marts 2011

Udtalelse om lønforhandlingerne med TDC pr. 1. marts 2011

Tillidsrepræsentanterne i Dansk Metal Tele Øst forsamlet til møde den 29. marts 2011 udtrykker sin utilfredshed med TDC-ledelsens udspil i de igangværende lønforhandlinger.

TDC mener, at den samlede lønramme skal ligge et stykke under 2% og at hovedparten skal  afsættes til individuelle lønsamtaler.

Tillidsrepræsentanterne kræver, at det enkelte medlem opnår en lønfremgang som sikrer reallønnen. Det vil være helt urimeligt, hvis medlemmernes løn igen i år bliver udhulet med påskud om krise i Danmark.

TDC er en virksomhed med særdeles sund økonomi og overskud i milliardklassen. Der er ingen saglige argumenter for at vores medlemmer skal være løntilbageholdende.

Ledelsens argument om at vores medlemmer skal vise løntilbageholdenhed, virker som en rød klud, når topcheferne for et par måneder ved børsintroduktionen blev forgyldt i millionklassen. Det er trods alt vores medlemmer, som har leveret de økonomisk flotte resultater.

I de seneste prognoser fra Nationalbanken, Danske Bank og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd spås en inflation på et godt stykke over 2% i 2011 og vi forventer, at når regeringen i april fremlægger sin reviderede 2020-plan at også Finansministeriet opjusterer forventningerne til inflationen i 2011.

Vi kræver en generel lønregulering som matcher inflationen i Danmark.