Den 22. marts 2011


Træghed i TDC-lønforhandlingerne

Mandag den 21. marts var der endnu et forhandlingsmøde mellem TDC og Dansk Metal teleafdelingerne om lønreguleringen pr. 1. marts 2011.

Teleafdelingernes krav er, at der pr. 1. marts skal gives en generel lønregulering, som matcher den forventede inflation, så købekraften ikke bliver udhulet.

TDC mener derimod, at størstedelen af reguleringen skal være som individuel regulering, og kun en meget begrænset andel skal gives som generel lønregulering. TDC´s bud på en samlet ramme vil medføre, at hovedparten af teleafdelingernes medlemmer vil opnå en reallønsnedgang. Det står i skærende kontrast til de flotte økonomiske resultater som medarbejderne hiver hjem til selskabets ejere.

Parterne står derfor meget langt fra hinanden i forhandlingerne, men parterne har aftalt at gøre et nyt forsøg den 4. april 2011.