Den 13. oktober 2010


Funktionærloven diskriminerer fyrede ældre

EU-domstolen underkender den danske funktionærlov i en sag om udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse

Det er i strid med EU-lovgivningen, når en arbejdsgiver nægter at udbetale funktionærlovens fratrædelsesgodtgørelse til fyrede funktionærer, blot fordi de er fyldt 60 år på fratrædelsestidspunktet.

Det afgjorde EU-domstolen tirsdag den 12. oktober i en sag, hvor en dansk lønmodtager, Ole Andersen, var blevet fyret af Region Syddanmark. Han er organiseret i Ingeniørforeningen i Danmark, som fører sagen for ham.

I Funktionærloven er det i § 2a anført, at funktionærer med en anciennitet på hhv. mindst 12, 15 eller 18 år har ret til en fratrædelsesgodtgørelse på hhv. 1, 2 eller 3 måneders løn.

Funktionærloven indeholder imidlertid en undtagelsesbestemmelse der indebærer, at funktionærer der har ret til en arbejdsgiverbetalt alderspension ikke har krav på godtgørelsen, hvis funktionæren er indtrådt i pensionsordningen før det fyldte 50 år.

I praksis betyder denne bestemmelse, at afskedigede funktionærer som er fyldt 60 år har været afskåret fra at få godtgørelse iht. Funktionærlovens § 2a, fordi de fleste arbejdsgiverbetalte pensionsordninger, kan udbetales fra det fyldte 60. år.

EU: Bestemmelsen er i strid med EU-direktiv om aldersdiskrimination
Den lovgivningsmæssige baggrund for godtgørelsen i Funktionærlovens § 2a er, at pengene ”skal lette overgangen til andet arbejde”. Folketinget har i det lovforberedende arbejde forudsat, at når man er 60 år, så vil man sikkert på pension, og derfor har funktionærer som er fyldt 60 år ikke haft ret til at få funktionærlovens fratrædelsesgodtgørelse.

Højesteret i Danmark har tidligere taget stilling til, at det er uden betydning, hvor stor arbejdsgiverpensionen er, ligesom det er uden betydning om den fyrede funktionær rent faktisk benytter sin ret til at få arbejdsgiverpensionen udbetalt eller om funktionæren fortsat ønsker at forblive på arbejdsmarkedet.

EU-domstolen nåede i sin afgørelse frem til, at den danske lovgivning og retspraksis ikke overholder EU´s beskæftigelsesdirektiv, hvor der siden 2000 har været et forbud mod forskelsbehandling blandt andet på grund af alder.

Der er tale om en såkaldt præjudiciel afgørelse. Sagen udspringer nemlig af en sag som verserer for Vestre Landsret, og hvor Vestre Landsret i 2008 anmodede EU-domstolen om at fortolke Funktionærlovens § 2 a i relation til artikel 2 og 6 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000  (også benævnt EU-beskæftigelsesdirektivets forbud mod aldersdiskrimination).

I Danmark blev direktivet implementeret ved lov nr. 1417 af 22. december 2004 i den danske forskelsbehandlingslovgivning. Men Funktionærlovens undtagelse blev ikke ændret.

Vestre Landsret har afventet EU-domstolens afgørelse, men sagen vil nu blive genoptaget i Landsretten.

EU-domstolens afgørelser skal respekteres af alle EU´s medlemsstater og beskytter alle lønmodtagere i EU.

EU-domstolens afgørelse må derfor forventes at få umiddelbart virkning for alle funktionærer i Danmark. Det må igen betyde, at Folketinget bliver nødt til at ændre Funktionærloven, således at den danske lovgivning bringes i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Lovændring i Danmark kan trække ud
Det er imidlertid ikke altid, at Folketinget hurtigt ændrer lovgivningen, når EU-domstolen kommer med afgørelser der indebærer, at dansk lovgivning er i strid med EU-retten.

Sidste år afgjorde EU-domstolen, at der skal ydes erstatningsferie, hvis en lønmodtager bliver syg under sin ferie (ihvertfald de første fire uger af de fem ugers ferie). Den afgørelse indebærer, at ferieloven i Danmark skal ændres, men Beskæftigelsesminister Inger Støjberg har trukket sagen i langdrag og har endnu ikke fremsat lovforslag om ændring af ferieloven. 

Afgørelsen har stor betydning for medlemmer i Tele Øst
Blandt Tele Østs medlemmer er der siden 2000 blevet fyret temmelig mange funktionærer, som på fratrædelsestidspunktet var fyldt 60 år, og som ikke har fået fratrædelsesgodtgørelse iht. Funktionærlovens § 2.a. Fyringerne er sket som led i de mange forskellige fratrædelsesrunder i TDC.

Tele Øst vil i den kommende tid sammen med forbundet nøje vurdere EU-domstolens afgørelse for at undersøge om vi eventuelt kan rejse krav om efterbetaling til berørte medlemmer, som er blevet afskediget efter direktivets ikrafttræden, som i Danmark blev implementeret i 2004.

Link til Funktionærloven

Link til EU-domstolens afgørelse

Læs også LO´s omtale af sagen




OBS: Indtil for nylig blev EU-domstolen benævnt EF-domstolen, pga. den tidligere "søjle-opbygning" af EU. Men siden Lisabon-traktatens ikrafttrædelse i december 2009, er domstolen blevet benævnt for EU-domstolen.