Den 9. juli 2009
Dansk Metal: -Medarbejderne skal følge med 118
TDC’s nummeroplysning, 118, skal i udbud, men der er opstået
usikkerhed om, hvorvidt medarbejderne flytter med, hvis TDC mister
opgaven. Metal truer med at gå rettens vej.
Politikerne har besluttet, at en række af de tjenester, som TDC er
forpligtet til at drive, skal i udbud, blandt andet den populære
nummeroplysning, 118.
Men i forbindelse med udbuddet er der pludselig opstået usikkerhed om,
hvorvidt medarbejderne følger med fra TDC over til en ny operatør.
- Problemet opstår, fordi IT- og Telestyrelsen ikke klart melder ud, at
der er tale om en klassisk virksomhedsoverdragelse, forklarer
forbundssekretær Per Påskesen, der leder Metals IT- og Telesekretariat.
Ifølge Metal burde denne tvivl slet ikke opstå:
- Vi har haft vores jurister til at se på sagen, og vi er slet ikke i
tvivl om, at en ny operatør er forpligtet til også at overtage
medarbejderne, hvis de vinder 118-udbuddet, siger Per Påskesen.
- Mange hundrede medarbejdere, som i dag er ansat i TDC, er i farezonen
for at miste deres job, hvis reglerne om virksomhedsoverdragelse ikke
tages i anvendelse. Vi kæmper naturligvis for deres job - uanset om det
er hos TDC eller anden operatør, siger Per Påskesen.
Han understreger samtidig, at Metal vil følge udbudssagen tæt og er
parat til at køre de nødvendige retssager, hvis en ny operatør skulle
vinde:
- Vi mener, at lovgivningen er ret klar, og derfor er vi også ret
fortrøstningsfulde. Men hvis der opstår problemer er det klart, at så må
politikerne på Christiansborg hurtigst muligt få rettet op på
lovgivningen. Medarbejderne skal ikke frygte for deres job, hver gang
der kører udbud, mener Per Påskesen.