Den 7. marts 2014


OK-2014: Forlig mangler fortsat for ca. 100.000 lønmodtagere

Fredag havde forligsmand Asbjørn Jensen møde med LO og DA om status for overenskomstfornyelsen pr. 1. marts 2014.

Efter mødet kunne parterne konstatere, at der fortsat mangler at opnå enighed om overenskomster for ca. 100.000 LO-lønmodtagere.

Et af områderne hvor der mangler forlig er mellem Fødevareforbundet NNF og DI om fornyelse af overenskomsten for landets slagterier. Der er tale om en normallønsoverenskomst.

En lang række overenskomstparter forhandler intenst i disse dage enten på egen hånd eller med bistand fra forligsmanden. Det må derfor forudses, at der i denne weekend bliver travlt ved forhandlingsbordene. Alle forhandlinger sker iht. forligsmandslovens regler.

Forligsinstitutionen skal senest mandag den 10. marts 2014 kl. 10.00 orienteres om status for de overenskomster, hvor der på det tidspunkt endnu ikke er indgået forlig, hvorefter at parterne af forligsmanden vil blive indkaldt til forhandling.

Hvis det ikke lykkes forligsmanden at få de stridende parter til at enes om forlig, vil det mest sandsynlige på nuværende tidspunkt være, at overenskomstområderne bliver samlet op i et mæglingsforslag, som vil blive sendt til urafstemning. Der vil formentlig gå mindst 14 dage endnu inden at forligsmanden når så langt.

TDC-ansatte

Siden den 9. februar, hvor DI og CO-industri opnåede forlig om industriens overenskomster, har vi ventet på at forligsmanden kan fremsætte et samlet mæglingsforslag, så det kan blive sendt til urafstemning. 

TDC-ansatte på det såkaldte tilpassede overenskomstgrundlag er direkte omfattet af Industriens Funktionæroverenskomst. Dog gælder der i TDC en række Særaftaler og lokalaftaler som supplerer og erstatter funktionæroverenskomstens bestemmelser. Inden urafstemningen går i gang vil vi holde en række medlemsmøder, hvor vi vil informere om overenskomstresultatet. Besked om steder og tidspunkterne for medlemsmøderne vil blive meddelt på teleoest.dk  

Læs om Industriforligets betydning for TDC-ansatte

Læs om OK-2014

Pr. 1. marts 2014 skal overenskomsterne på det private arbejdsmarked fornys. 

Nedenfor kan du læse om overenskomstforhandlingerne


 

 


Vigtige links om OK-2014:

LO er den største hovedorganisation på lønmodtagersiden. Modparten til LO er DA, Dansk Arbejdsgiverforening, som er en hovedorganisation på arbejdsgiversiden. Hovedorganisationerne har i forbindelse med overenskomstfornyelser en koordinerende rolle. I forløbets slutspurt forhandler LO og DA direkte med forligsmanden om forsøg på at fremsætte et samlet mæglingsforslag, som kan opsamle alle de overenskomstområder, der ikke selv kan blive enige. 

CO-industri er det største forhandlingskartel på lønmodtagersiden. Formanden for C0-industri er forbundsformanden for Dansk Metal, Claus Jensen. Modparten til CO-industri er DI, Dansk Industri. CO-industri og DI forhandler to store overenskomster, hhv. Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst. De egentlige forhandlinger mellem CO-industri og DI om fornyelsen af Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst foregår i Det snævre Udvalg. TDC ansatte er omfattet af Industriens Funktionæroverenskomst, dog gælder en række særaftaler og lokalaftaler som supplerer eller erstatter Funktionæroverenskomstens bestemmelser.

Dansk Metal er vores forbund. Dansk Metal indgår bl.a. i CO-industri.

Normalt vil der ikke indenfor LO/DA-område blive indgået noget forlig før end der er opnået resultat på industriens område. Resultatet på industriens område er derfor normal retningsgivende for hele det private arbejdsmarked.

Forligsinstitutionens rolle:
Går overenskomstforhandlingerne i hårdknude bestemmer forligsmandsloven, at forligsinstitutionen skal fungerer som mægler. På det private arbejdsmarked er det forligsmand Asbjørn Jensen som skal forsøge at forlige parterne, hvis der er optræk til konflikt. Forligsinstitutionen og forligsmanden har en række beføjelser. Du kan læse mere om Forligsmandens beføjelser her.  Forligsmanden vil i forbindelse med en forestående truende konflikt udsende Meddelelser fra Forligsmanden, som overenskomstparterne skal efterkomme. Du kan læse Meddelelserne fra Forligsmanden

Regeringsindgreb:

Resulterer overenskomstfornyelsen i storkonflikt, som mere eller mindre lammer samfundet, kan regeringen fremsætte lovforslag, som har til hensigt at stoppe konflikten. Selv om der er tale om et lovindgreb vedtaget af Folketinget, benævnes lovforslaget ofte for regeringsindgreb. Siden 1975 har Folketinget i alt 17 gange foretaget indgreb i den frie konfliktret og den frie forhandlingsret og har vedtaget love, som har forlænget opsagte overenskomster. Sidst det skete var 26. april 2013. Se en oversigt over lovindgreb siden 1975