Den 9. februar 2014


DI og CO-industri indgår forlig om 3-årig overenskomst

Industriens medarbejdere får fremover ret til uddannelse i opsigelsesperioden, højere pensionsbidrag under barsel, flere penge sat ind på fritvalgskontoen, bedre forældreorlov og bedre mulighed for at sikre, at vikaransatte ikke misbruges

Det sker efter, at der søndag blev indgået forlig mellem DI og CO-industri  om fornyelse af Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst for en tre-årig periode. Forliget omfatter ca. 240.000 ansatte og 6.000 virksomheder. 

CO-industris formand Claus Jensen er tilfreds med forliget, der kom i hus efter forhandlinger siden lørdag over middag.

- Forliget kan blandt andet bidrage til, at vikaransatte sikres mod misbrug, reallønnen sikres, og der sker desuden en lang række forbedringer af de industriansattes muligheder for uddannelse - også i opsigelsesperioden, siger Claus Jensen.

CO-industri oplyser at Industriforliget blandt andet betyder: 

  • at en afskediget medarbejder med et opsigelsesvarsel på minimum 14 dage får to timers frihed med løn til at kunne gå enten i sin fagforening/a-kasse med henblik på at blive hjulpet bedst muligt videre med uddannelse i forhold til at få et nyt job i industrien.

  • at ansatte med mindst seks måneders anciennitet i opsigelsesperioden får mulighed for at efteruddanne sig i minimum en uge betalt af IKUF, og hvis en række øvrige betingelser er opfyldt, kan der samlet holdes op mod fem ugers uddannelse i opsigelsesperioden, og den opsagte får mulighed for at komme et stort skridt videre mod et nyt job.

  • at skifteholdsarbejdere får opfyldt et længe næret ønske om bedre dækning ved deltagelse i uddannelse via IKUF for aften- og nathold, idet genetillægget fremover indgår i lønberegningen.

  • at dækningsområdet udvides for Teknisk Landsforbund og for hele funktionærområdet gælder fremover en ny regel, som betyder, at man kan bede om at få et møde i virksomheden med deltagelse af organisationerne, hvis medarbejdere uretmæssigt holdes udenfor overenskomstdækning

  • at der indføres funktionsløn for teknikere, som dermed fremover dækker hele funktionærområdet.

  • at der indføres højere pensionsbidrag under barsel, og forældreorloven udvides med 2 x 1 uge fordelt med en uge til hver af forældrene.

  • at satset for forældreorlov sættes op fra 140 kroner til 145 kroner. 

  • at barslesbarselsbestemmelserne kønsstreames, så par af samme køn fremover ligestilles med øvrige par

  • at der i relation til vikarområdet bliver mulighed for, at man lokalt, så vidt der er enighed om det, kan bede om bistand i forhold til anvendelsen af vikarer set i relation til overenskomstens muligheder for fleksibilitet. 

  • at tillidsvalgte får et nyt værktøj, idet de kan bede om at blive informeret om, hvilke lokalaftaler og kutymer, brugervirksomheden har oplyst om skal overholdes for de arbejdsfunktioner, der udføres på virksomheden af vikarer. Dette styrker de tillidsvalgtes mulighed for at holde sig ajour med, at vikarerne ikke misbruges. På funktionærområdet er det organisationerne, der har denne ret.

  • at bidraget til Fritvalgs Lønkontoen forhøjes med sammenlagt en procent, til 1,3 procent pr. 1. marts 2014, til 1,7 procent pr. 1. marts 2015 og ender på 2,0 procent pr. 1. marts 2016. Dette er med til at sikre reallønnen og giver ansatte mulighed for selv at vælge mellem fridage, pension eller kontanter alt efter deres livssituation.

  • at mindstebetalingssatsen, der i dag udgør 108,70 kr., forhøjes pr. 1. marts 2014 med 1,50 kr., pr 1. marts 2015 med 1,65 kr. og pr. 1. marts 2016 med 1,80 kr.

  • at genetillæg reguleres med 1,5 pct. pr. 1. marts 2014, med 1,6 pct. pr 1. marts 2015 og med 1,7 pct. pr. 1. marts 2016

  • at lærlinge– og elevsatser reguleres pr. 1. marts 2014 med 1,9 pct. pr. 1. marts i hvert overenskomstår.

I de kommende dage vil Dansk Metal Tele Øst informere nærmere om indholdet i overenskomstforliget.

Forliget skal senere sendes til urafstemning blandt de berørte medlemmer, herunder også i Dansk Metal Tele Øst.


 

TDC-ansatte
TDC-ansatte som er omfattet af det såkaldte tilpassede overenskomstgrundlag er direkte omfattet af forliget, fordi de pågældende er omfattet af Industriens Funktionæroverenskomst med tilhørende Særaftaler og lokalaftaler.

Særaftalerne og lokalaftalerne erstatter eller supplerer Funktionæroverenskomstens bestemmelser. Man skal derfor kigge i de enkelte Særaftaler og lokalaftaler, hvis man ønsker at finde ud af, om en fornyelsesprotokol aftalt mellem DI og CO-industri automatisk gælder for TDC-ansatte.

Det er aftalt mellem DI og CO-industri, at der inden 5 dage regnet fra den 9. februar optages forhandling om fornyelse af Særaftalerne.

Når disse forhandlinger er gennemført vil Dansk Metal Tele Øst her på hjemmesiden bringe en foreløbig oversigt over hvilke ændringer industriforliget medfører for TDC-ansatte.


Læs om OK-2014

Pr. 1. marts 2014 skal overenskomsterne på det private arbejdsmarked fornys. 

Nedenfor kan du læse om overenskomstforhandlingerne


 

 


Vigtige links om OK-2014:

LO er den største hovedorganisation på lønmodtagersiden. Modparten til LO er DA, Dansk Arbejdsgiverforening, som er en hovedorganisation på arbejdsgiversiden. Hovedorganisationerne har i forbindelse med overenskomstfornyelser en koordinerende rolle. I forløbets slutspurt forhandler LO og DA direkte med forligsmanden om forsøg på at fremsætte et samlet mæglingsforslag, som kan opsamle alle de overenskomstområder, der ikke selv kan blive enige. 

CO-industri er det største forhandlingskartel på lønmodtagersiden. Formanden for C0-industri er forbundsformanden for Dansk Metal, Claus Jensen. Modparten til CO-industri er DI, Dansk Industri. CO-industri og DI forhandler to store overenskomster, hhv. Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst. De egentlige forhandlinger mellem CO-industri og DI om fornyelsen af Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst foregår i Det snævre Udvalg. TDC ansatte er omfattet af Industriens Funktionæroverenskomst, dog gælder en række særaftaler og lokalaftaler som supplerer eller erstatter Funktionæroverenskomstens bestemmelser.

Dansk Metal er vores forbund. Dansk Metal indgår bl.a. i CO-industri.

Normalt vil der ikke indenfor LO/DA-område blive indgået noget forlig før end der er opnået resultat på industriens område. Resultatet på industriens område er derfor normal retningsgivende for hele det private arbejdsmarked.

Forligsinstitutionens rolle:
Går overenskomstforhandlingerne i hårdknude bestemmer forligsmandsloven, at forligsinstitutionen skal fungerer som mægler. På det private arbejdsmarked er det forligsmand Asbjørn Jensen som skal forsøge at forlige parterne, hvis der er optræk til konflikt. Forligsinstitutionen og forligsmanden har en række beføjelser. Du kan læse mere om Forligsmandens beføjelser her.  Forligsmanden vil i forbindelse med en forestående truende konflikt udsende Meddelelser fra Forligsmanden, som overenskomstparterne skal efterkomme. Du kan læse Meddelelserne fra Forligsmanden

Regeringsindgreb:

Resulterer overenskomstfornyelsen i storkonflikt, som mere eller mindre lammer samfundet, kan regeringen fremsætte lovforslag, som har til hensigt at stoppe konflikten. Selv om der er tale om et lovindgreb vedtaget af Folketinget, benævnes lovforslaget ofte for regeringsindgreb. Siden 1975 har Folketinget i alt 17 gange foretaget indgreb i den frie konfliktret og den frie forhandlingsret og har vedtaget love, som har forlænget opsagte overenskomster. Sidst det skete var 26. april 2013. Se en oversigt over lovindgreb siden 1975