Den 1. februar 2015


TDC til ansatte: Gå ned i løn eller bliv fyret

avisen.dk beretter søndag den 1. februar 2015 om løn- og ansættelsesvilkårene for medarbejdere i Telmore. Telmore er en del af Telco ApS. som er et 100% ejet selskab af TDC Group.

Sidste år blev medarbejderne stillet overfor et ultimatum af TDC: Accptér, at timelønnen bliver barberet med 15 kroner, og at løn under barsel, tillæg for overarbejde og barns første sygedag er fortid. Eller bliv fyret.

 

Læs mere om den historie på

 

avisen.dk

tv2.dk

eller lyt til radioavisen (et par minutter inde i indslaget)

Hvad gør Metal Tele Øst for at sikre ordentlige forhold ?

Årsagen til at TDC via Telco ApS kan behandle medarbejderne så dårligt skyldes, at der ikke er overenskomst i Telco ApS.Og dermed er medarbejderne alene omfattet af Funktionærlovens regler, som indebærer, at væsentlige ændringer i medarbejdernes løn- og arbejdsforhold af arbejdsgiveren blot skal varsles med det individuelle varsel. En overenskomst derimod vil sikre mod de de værste overgreb.

Ikke muligt at iværksætte konflikt
Der er naturligvis en årsag til, at vi ikke har iværksat konflikt i Telco, og derefter varslet sympatikonflikt, med henblik på at opnå overenskomst i Telco.

Det skyldes, at Telco ved at være et 100% ejet datterselskab til TDC, er beskyttet af Industriens Funktionæroverenskomst. Industriens Funktionæroverenskomst er dog ikke sat i kraft i Telco, fordi det for såkaldt "HK-arbejde" kræver, at vi kan dokumentere 50%-organisering blandt de ansatte. Men i og med, at Industriens Funktionæroverenskomst dækker selskabet - uden dog at være trådt i kraft - er der fredspligt. Det vil derfor ikke være tilladt at iværksætte hovedkonflikt i Telco, og sympatikonflikt andre steder.


At Dansk Metal Tele Øst ikke holder sig tilbage med at bruge ethvert lovligt og legitimt kampskridt for at forfølge medlemmernes interesser, fremgår f.eks. af en artikel fra juni 2014, hvor det efter en måned-lang konflikt lykkedes i samarbejde med Dansk EL-Forbunds Københavns afdeling at opnå overenskomst for Huaweis underentreprenører.

Vejen frem er medlemsskab af en rigtig LO-fagforening

Desværre kan vi som nævnt ikke iværksætte konflikt mod Telco ApS. Vejen til at opnå overenskomst for Telco ApS. er at medarbejderne i Telco ApS. melder sig ind, så vi kan dokumentere,  at 50% af medarbejderne er medlemmer. I samme øjeblik, at vi kan dokumentere 50% medlemsskab, vil Industriens Funktionæroverenskomst træde i kraft for Telco ApS. Og herefter vil kontingentet til fagforeningen i løbet af ganske få måneder tjene sig ind igen.

Læs mere her: teleoest.dk/melddigind


Hvad gør Metal Tele Øst for at organisere Telco-medarbejdere ?

Allerførst skal man huske på, at der er tale om unge mennesker i Telco ApS. som måske er på arbejdsmarkedet for første  gang. De har måske ikke hørt så meget om fordelene ved at være medlem af en fagforening.

Dansk Metal Tele Øst forsøger løbende at komme i dialog med medarbejderne i Telco ApS., så vi kan forklare, at det er en rigtig god idé at melde sig ind i fagforeningen, og at kontingentet meget hurtigt tjener sig selv ind igen.

Men arbejdet bliver besværliggjort af, at TDC Group har nægtet os adgang til de lokationer, hvor Telco-medarbejder befinder sig. Desuden er personaleomsætningen meget stor i Telco ApS. Medarbejderne bliver der ikke så længe. Og tit oplever vi, at medarbejdere i Telco som vi har fået overbevist om medlemsskab af fagforeningen, hurtigt får nyt job i andre virksomheder.

Vi fortsætter ufortrødent arbejdet. For det er værd at huske på, at hvis vi blot på ét tidspunkt kan dokumentere 50%-medlemsdækning, vil overenskomsten gælde fremover, også selv om nogle medlemmer herefter får nyt job andet steds.

Læs mere her: teleoest.dk/melddigind


Hvis medarbejderne alligevel er der kort tid - kan det så ikke være lige meget med overenskomst ?

For det første, er det ikke alle medarbejderne i Telco, som kun bliver der kort tid.

For det andet, bevirker dårlige løn- og arbejdsforhold i Telco, at presset på løn- og arbejdsvilkårene i TDC og resten af branchen kan blive trukket med ned. Der er tale om en negativ spiral.

For det tredie, er det vigtigt, at vi i Danmark nu og i fremtiden har fuldtidsjob med rimelige løn- og arbejdsvilkår, så almindelige lønmodtagere kan leve af ét fuldtidsjob.

Derfor handler sagen ikke kun om medarbejderne i Telco ApS., men om hele den måde vi i Danmark har indrettet vores samfund på.