Den 20. maj 2015


Nyt møde i Arbejdsretten om Ryanair-sagen den 15. juni

Afgørelse om lovligheden af konfliktvarsel mod Ryanair kan komme inden sommerferien

Onsdag den 20. maj 2015 var det nyt forberedende retsmøde i Arbejdsretten om lovligheden af Serviceforbundets konfliktvarsel mod Ryanair.

Som tidligere omtalt har Flybranchens Personale Union, varslet konflikt mod Ryanair for at opnå overenskomst med det irske selskab. Flybranchens Personale Union er en del af Serviceforbundet, som er tilsluttet LO. Konfliktvarslet er fulgt op af sympatikonfliktvarsler fra en række andre forbund, herunder Dansk Metal.


Efter dagens retsmøde udtalte LO´s advokat Peter Nisbeth, at Arbejdsretten kan nå frem til mindst tre forskellige udfald:

– Dommerne kan give fagbevægelsen ret til at føre en konflikt mod Ryanair. Eller dommerne kan beslutte, at Arbejdsretten vil spørge EU-domstolen til råds. Der kan også blive tale om, at behandle sagen ifølge irsk lovgivning, siger han.

Konfliktvarslerne udsat

Ryanair har udtalt, at de vil møde enhver blokade og konflikt med retslige skridt. Derfor har LO anlagt sag ved Arbejdsretten med krav om, at Ryanair skal anerkende, at den varslede hovedkonflikt er lovlig. Ryanair har da også efterfølgende protesteret mod hovedkonflikten. Samtidig har Flybranchens Personale Union meddelt, at konflikten udsættes til femtedagen efter Arbejdsrettens afgørelse. Som en følge af dette er også sympatikonflikterne udsat.

Det er vigtigt at bide mærke i, at lønmodtagerorganisationerne frivilligt har valgt at udsætte konflikten. Man kunne have valgt at iværksætte konflikten, men hvis Arbejdsretten – mod forventning – efterfølgende ville nå frem til, at konflikten ville være ulovlig, ville det for det første medføre en klækkelig bod fra Arbejdsretten og for det andet ville man kunne imødese en sag anlagt af Ryanair om erstatningsansvar.

Det er ganske normalt, at lønmodtagerorganisationerne vælger at udsætte varslede konflikter indtil Arbejdsretten har taget stilling til lovligheden.

Parternes påstande

Under sagen har Ryanair protesteret over, at Arbejdsretten skal behandle sagen. Ryanair mener, at det er irske domstole, som skal behandle spørgsmålet om konfliktens lovlighed. Ryanair mener alternativt, at det er EU-domstolen, som skal afgøre spørgsmålet.

Heroverfor har LO på vegne af Serviceforbundet under Arbejdsrettens sagsbehandling fremført, at det af EU’s regler om luftfart fremgår, at ethvert besætningsmedlem skal være tilknyttet en hjemmebase. Det er lovene i landet hvor hjemmebasen ligger, der gælder for besætningsmedlemmerne. Det er fastslået i bl.a. en norsk dom om Ryanair (Norge følger EU-reglerne) og en dansk dom om Sterlings konkurs. Har man base i København, er det altså dansk ret, der gælder. Der betales skat til Danmark. Og Serviceforbundet har også indgået overenskomster for de selskaber, som har base i Danmark.

Domsforhandling den 15. juni
Som nævnt er der domsforhandling i Arbejdsretten den 15. juni fra kl. 14:30. Det er ikke sikkert, at der allerede kommer en afgørelse fra Arbejdsretten denne dag, men med lidt held kan der komme en afgørelse få uger herefter og inden at Arbejdsretten lukker ned for sommerferie.