Den 10. april 2014


TDC strejkeramt

Torsdag eftermiddag indledte medlemmerne ansat i TDC´s Døgncenter på Borups Allé i København en arbejdsstandsning i protest mod den lokale leder 

Medlemmerne som er organiseret i Dansk Metal Tele Øst besluttede på et fagligt møde torsdag den 10. april kl. 14, at forlade arbejdspladsen og gå hjem. De har aftalt først at møde igen på arbejdet på mandag for at drøfte situationen.

Medlemmerne har etableret et nødberedskab således at fejl på teleforbindelser til det danske beredskab samt livsvigtige funktioner vil blive behandlet.

Arbejdsstandsningen skete efter, at lederen af Døgncenteret havde udsendt en information til medarbejderne, som - efter medarbejdernes opfattelse - forsøgte at give tillidsrepræsentanterne skylden for, at lederen og tillidsrepræsentanterne ikke var blevet enige om nye vagtregler.

Lederen har i samarbejdsudvalget fremlagt en stribe forringelser i de aftalte vagtregler. Dem kræver han  gennemført. Det har ikke været muligt for tillidsrepræsentanterne at komme i reelle forhandlinger med lederen. 

Ledelsen har blot fastholdt de ledelsesmæssige beslutninger og et urealistisk stramt budget, som medlemmerne ikke har haft nogen som helst indflydelse på.

Dansk Metal Tele Øst gør opmærksom på, at arbejdsnedlæggelser ikke må forekomme i overenskomstperioden. Strejken må betragtes som overenskomststridig. Dansk Metal Tele Øst opfordrer de strejkende til at genoptage arbejdet.