Den 26. januar 2011


Der skal ikke længere modregnes i ledighedsydelsen

Ny bekendtgørelse om fradrag i ledighedsydelse er trådt i kraft den 15. november 2010 og kan få stor økonomisk betydning for de borgere, der modtager ledighedsydelse, som arbejdsløse fleksjobbere - og samtidig modtager invalide- eller sygepension fra deres forsikring eller pensionskasse

af Jørgen Hansen, faglig sekretær i Dansk Metal Tele Øst

 

Indtil den 15. november 2010 har ledighedsydelsesmodtagere måttet acceptere, at deres invalide- og sygepension fra deres forsikring eller pensionskasse blev modregnet i ledighedsydelse med et ikke uvæsentligt beløb.

Denne fradragsregel er nu ændret med den nye bekendtgørelse og betyder, at der ikke længere må ske modregning i ledighedsydelsen for pensioner udbetalt, som følge af tab af erhvervs/arbejdsevne - og som er et led i et tidligere ansættelsesforhold. 

For de medarbejdere, der før har været ansat i TDC og via PFA pension eller TDC´s pensionskasse har modtaget invalide- eller sygepension gælder denne ændring også og bopælskommunen har pligt til at ændre beregningen af ledighedsydelse efter den 15. november 2010.

Vi må desværre konstatere at de færreste kommuner er opmærksomme på denne ændring af bekendtgørelse og opfordrer derfor alle, der modtager fradrag i ledighedsydelsen på grund af  pensioner, om at rette henvendelse til deres kommune og gøre opmærksom på denne ændring.

Hvis kommunen ikke kan overbevises er man velkommen til at rette henvendelse til faglig sekretær Jørgen Hansen i Dansk Metal Tele Øst, der vil være behjælpelig med sagens videre forløb.

Der henvises til:
Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1236 af 4. november 2010 – om beregning af ledighedsydelse og varsling af ferie med ledighedsydelse.