Den 7. juni 2009
Husk at stemme
Afstemningsstederne har åbent søndag fra kl. 9:00 til 20:00. Du kan følge optællingen af stemmerne på Danmarks Statistiks særlige valgsider
De fleste vælgere har modtaget to valgkort. Ét til EU-parlamentsvalget og ét til folkeafstemningen om ændring af tronfølgeloven.
Vælgertallet
Ved folkeafstemningen om ændring af tronfølgeloven kan i alt 4.042.185 vælgere i Danmark afgive deres stemme. Ved Europa-Parlamentsvalget kan i alt 4.059.385 vælgere afgive deres stemme.
Vælgertallene er opgjort pr. 29. maj 2009, men vil i praksis være en anelse lavere når det endelige valgresultat foreligger. Det skyldes dødsfald efter at vælgertallet er opgjort og frem til valgdagen.
Følg optællingen på Danmarks Statistik
Danmarks Statistik står for indsamling og offentliggørelse af valgresutalter, efterhånden som stemmeresultaterne foreliger ved valget til Europa-Parlamentet og folkeafstemning om ændring af tronfølgeloven.
Offentliggørelsen vil ske på Danmarks Statistiks valgsider:
Valgopgørelse EU-parlamentsvalget
Valgopørelse Tronfølgeloven
Søndag aften bliver der offentliggjort resultater for de 92 opstillingskredse. Danmarks Statistik offentliggør først resultatet for en opstillingskreds, når det er bekræftet via telefon af en person fra opstillingskredsen. Resultaterne vil blive lagt på valgsiden, så snart de er godkendt.
Vedrørende Europa-Parlamentsvalget er der dog det særlige forhold, at resultater først må offentliggøres, når det sidste valgsted i EU lukker. Det sker kl. 22.
Personlige stemmer til Europa-Parlamentsvalget vil først blive talt op på fintællingsdagen mandag 8. juni, og det er derfor kun de valgte kandidaters fordeling på partier og ikke navnene på de valgte, som vil kendes på valgaftenen.
I folkeafstemningen om ændring af tronfølgeloven deltager Grønland og Færøerne også, og der er derfor en teoretisk mulighed for at folkeafstemningens resultat først kendes, når resultater fra Grønland og Færøerne foreligger. Valgaftensresultater fra Grønland forventes først klar tidligt på morgenen 8. juni.
Valgdeltagelsen har stor betydning
Ud over at der skal være flere ja-end nej-stemmer til Folkeafstemningen, er det også et krav, at mindst 40 pct. af de stemmeberettigede stemmer ja. Valgdeltagelsen kan derfor have stor indflydelse på udfaldet af folkeafstemningen.
Resultaterne på valgaftenen er for begge valg foreløbige, og der kan ske forskydninger i forbindelse med fintællingen, som kan have betydning for det samlede valgresultatet. Danmarks Statistik modtager valgbøger med fintællingsresultater fra alle opstillingskredse i løbet af 8. juni. Fintællingsresultater vil blive offentliggjort i både foreløbige og endelige versioner hos Danmarks Statistik.
De foreløbige resultater lægges på valgsiden, så snart de er inde i Danmarks Statistiks system. En foreløbig oversigt med de 13 valgte kandidater til Europa-Parlamentet vil først kunne laves, når valgbøgerne fra alle 92 opstillingskredse er modtaget. Det forventes at være tilfældet sent om aftenen mandag 8. juni.
Fejlsøgning og godkendelse af valgbøger er en proces, som forventes at strække sig over hele ugen efter valget, og et endeligt valgresultat ligger formentlig først klar i slutningen af ugen.