Den 14. juli 2015

LO: -Dybt beklageligt, at Ryanair lukker baser

LO beklager, at selskabet lukker sine baser i Kastrup og Billund. LO ønsker ikke konflikt, men derimod en overenskomst med Ryanair, så de ansatte sikres ordentlige vilkår. Men selskabet har kategorisk afvist
 
– Det er dybt beklageligt, at Ryanair ikke ønsker at indgå overenskomst med Serviceforbundet/FPU. Danske lønmodtagere er med rette bekymrede over de forhold, ansatte i Ryanair arbejder under. Især selskabets forhold for kabinepersonalet ligger langt under danske løn- og arbejdsvilkår, siger LO's næstformand Lizette Risgaard.

Kommentaren kommer på baggrund af Ryanairs pressemøde i Billund i dag, hvor selskabet har meddelt, at de lukker deres to baser i henholdsvis Københavns Lufthavn og Billund.

Ryanairs kabinepersonale tjener ofte under 10.000 kr. – før skat, og de får ikke løn under sygdom, de skal selv betale uniformer, id-kort, uddannelse m.m. 

– Vi har intet ønske om at effektuere en konflikt og sympatihandlinger. Vi ønsker blot en overenskomst, der svarer til forholdene på det øvrige danske arbejdsmarked indenfor luftfart. Både for at sikre de ansatte i Ryanair og de øvrige selskaber på markedet. Det handler om mennesker og et ordentligt arbejdsmarked, ligesom konkurrence skal ske på fair og lige vilkår.

– Serviceforbundet/FPU forsøgte allerede for tre år siden at få Ryanair til forhandlingsbordet for at få en overenskomst, der sikrer ansatte i Ryanair ordentlige forhold. Men selskabet har desværre kategorisk afvist hver gang, siger Lizette Risgaard.


– Beregninger fra Cowi viser, at for blot 37 kroner mere pr billet kan man flyve med et selskab med overenskomst, det burde Ryanair ikke blive skræmt over. De burde med deres indtjening kunne give deres medarbejdere en overenskomstmæssig løn. Men det ønsker Ryanair ikke.


– Serviceforbundet/FPU har Arbejdsrettens ord for, at fagbevægelsen lovligt kan varsle og iværksætte hovedkonflikt for at opnå en overenskomst for medarbejderne i Ryanair. Det er den danske model, som også arbejdsgiverne støtter, og det er den måde, vi sikrer ordentlige vilkår på i Danmark. Derfor er det helt uforståeligt, at Ryanair afviser at indgå forhandlinger – indgå en aftale – men i stedet vælger at nedlægge deres baser, siger Lizette Risgaard.