Den 23. januar 2015

Stort flertal i Folketinget bringer Funktionærlovens regler om fratrædelsesgodtgørelse i overensstemmelse med EU-retten

Lovændringen indebærer, at den nuværende godtgørelse iht. Funktionærlovens § 2a ændres. Hidtil er godtgørelse blevet givet for atlindre overgangen til ny beskæftigelse for funktionærer, som har været ansat i samme virksomhed i mange år. Fremover gives godtgørelsen for lang og tro tjeneste, således at godtgørelsen ydes uanset alder og uanset om lønmodtageren forfølger sin erhvervsmæssige karriere.

I Danmark er der praksis for, at lovgivning som regulerer løn- og arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet sker i overensstemmelse med arbejdsmarkedets parter.

Og det indebærer, at der har været krav om, at lovforslaget skal være udgiftsneutralt.

Da lovændringen indebærer, at flere  i fremtiden vil opnå godtgørelsen, ændres tidspunktet for godtgørelse fra at være hhv. 1, 2 eller 3 måneders godtgørelse efter 12, 15 eller 18 års anciennitet til at være 1 hhv. 3 måneders godtgørelse efter 12 hhv. 17 års anciennitet.

Lovændringen træder i kraft fra 1. februar 2015 for opsigelser som sker efter denne dato. Dvs. opsigelser som sker før 1. februar 2015 sker efter hidtidige regler, selv om man fratræder efter 1. februar 2015.

Det betyder blandt andet, at afskedigelser fra private arbejdsgivere som har fundet sted før ikrafttrædelsen af lovændringen, fortsat må afvente Højesterets behandling af sagerne. Højesteret besluttede i september på ny at spørge EU-domstolen, hvorfor at disse sager kan trække ud.

Læs Lovforslaget som vedtaget den 22. januar 2015.

Læs nedenfor om baggrunden for lovændringen.

Om baggrunden for lovændringen

EU-domstolen underkendte i oktober 2010 den restpraksis, som hidtil har været om Funktionærlovens § 2a.

Det fremgår af den nugældende lov, at en funktionær der opsiges, med en anciennitet på 12, 15 eller 18 år, har ret til en fratrædelsesgodtgørelse på 1, 2 eller 3 måneders løn.

Det fremgår endvidere af loven, at denne ret mistes, hvis funktionæren "vil oppebære" folkepension eller ret til en med arbejdsgiveren aftalt pensionsordning, hvis funktionæren er indtrådt i den pågældende pensionsordning før det fyldte 50 år.

Det fremgår klart af forarbejderne til loven, at hensigten med funktionærlovens fratrædelsesgodtgørelse er, at lindre overgangen til ny beskæftigelse for funktionærer, som har været ansat i samme virksomhed i mange år. I Danmark er forarbejderne til en lov et så vigtigt fortolkningsbidrag til forståelse af loven, at det betragtes som en del af loven.

Indtil EU-domstolens afgørelse var restpraksis således, at den ældre funktionær med lang anciennitet, ikke havde krav på fratrædelsesgodtgørelse, uanset om vedkommende konkret anvendte muligheden for at få udbetalt alderspension eller undlod at hæve sin pension.

EU-dommen udsprang fra en sag som var anlagt af Ingeniørforeningen i Danmark på vegne af et medlem der blev afskediget af Region Syddanmark. Han havde en levealder, der gjorde at han kunne få alderspension. Men den valgte han ikke at få udbetalt. Han fortsatte sin erhvervsmæssige karriere. Og på grund af den retspraksis som var, fik han ikke godtgørelse, selv om han havde mindst 12 års anciennitet.

Og det var den praksis, som EU-domstolen fastslog, var i strid med beskæftigelsesdirektivets bestemmelser om forbud mod aldersdiskrimination.

EU-domstolen lagde vægt på hensigten med Funktionærlovens § 2a.  Og som en præmis for dommen anførte EU-domstolen, at den pågældende ældre funktionær, da vedkommende blev fyret, kunne dokumentere, at vedkommende reelt fortsatte med at forfølge sin erhvervsmæssige karriere og ikke gik på alderspension.

Allerede heraf kan udledes, at ældre funktionærer med mindst 12 års anciennitet ikke kan bruge den afsagte EU-dom til at kræve fratrædelsesgodtgørelse, hvis vedkommende ikke efter opsigelsen har forfulgt sin erhvervsmæssige karriere – dvs. bevaret sin tilknytning til arbejdsmarkedet. 

Landsrettens dom
I 2013 afsagde Landsretten dom i række sager i kølvandet på EU-domstolens afgørelse.  Spørgsmålet som Landsretten tog stilling til var blandt andet, hvordan man afklarer om en funktionær har forfulgt sin erhvervsmæssige karriere, hvilket EU-domstolen havde som præmis for sin afgørelse var tilfældet i den konkrete sag. Men alle sager er jo ikke ens.

Der blev udtaget en række prøvesager for funktionærer i forskellige situationer i håb om at kunne afdække generelle retningslinjer.

Landsretten lagde vægt på, at den ældre funktionær ikke skal kunne omgå reglerne. Det kan f.eks. ske ved at funktionæren blot udtaler, at vedkommende vil forblive på arbejdsmarkedet, men reelt ikke gør noget aktivt for f.eks. at søge nye jobs. Derfor fandt Landsretten, at det er op til funktionæren at bevise, at vedkommende vitterlig har forfulgt sin erhvervsmæssige karriere.

I de konkrete sager som var rejst for landsretten fik 8 funktionærer ikke medhold i, at der skulle betales fratrædelsesgodtgørelse, medens 3 funktionærer fik medhold.

Alle sager blev dog anket til Højesteret. Oprindeligt blev prøvesagerne anlagt mod såvel offentlige arbejdsgivere som en privat arbejdsgiver. Under sagen valgte den private arbejdsgiver at foretage udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse og sagen blev derfor hævet.

Højesteret stadfæstede i januar 2014 landsrettens afgørelser, men for det første udtalte Højesteret, at der hverken på baggrund af beskæftigelsesdirektivet, EU-Domstolens dom af 12. oktober 2010, funktionærlovens forarbejder eller anden lovgivning kan udledes generelle retningslinjer for, i hvilke tilfælde en medarbejder kan anses for midlertidigt at have givet afkald på sin alderspension med henblik på at forfølge en erhvervsmæssig karriere.

Højesteret udtalte, at en fastlæggelse af sådanne generelle retningslinjer vil rejse spørgsmål af politisk karakter om den generelle afgrænsning af retten til fratrædelsesgodtgørelse, og at denne afgrænsning må foretages af lovgivningsmagten.

Private arbejdsgivere
Højesteret udtalte, at der ved dommen ikke var taget stilling til, hvorvidt en privat arbejdsgiver efter EU-Domstolens dom af 12. oktober 2010 er forpligtet til at betale fratrædelsesgodtgørelse.

Dette synspunkt er af arbejdsgivere udlagt som, at private arbejdsgivere ikke kan klandres for, at lovgivningsmagten ikke har implementeret EU-retten korrekt i den danske lovgivning. Det vil være nogenlunde analogt med Højesterets afgørelse fra december 2013 i en anden sag. Den sag drejede sig om erstatningsferie til en dansk lønmodtager som blev syg i sin ferie i juli 2009, dvs. før EU-domstolens afgørelse fra september 2009 om erstatningsferie ved sygdom og før den danske ferielov blev ændret i 2012. Denne danske lønmodtager fik ikke medhold, fordi ferieloven fra før EU-dommen i september 2009 var ganske klar om end den senere viste sig at være i modstrid med EU-retten. Men Højesteret nåede i den sag frem til, at den private arbejdsgiver ikke kunne klandres for, at den danske ferielov ikke var i overensstemmelse med EU-retten og derfor ikke kunne dømmes med tilbagevirkende kraft. Det skal bemærkes, at Højesteret ikke i sagen om § 2.a har udtalt sig om dette spørgsmål blot, at der ikke ved dommen er taget stilling til spørgsmålet.

I august 2014 skulle Højesteret behandle sager fra det private arbejdsmarked. Højesteret besluttede imidlertid at anmode EU-domstolen om en ny udtalelse i sagen. De spørgsmål som Højesteret har sendt til EU-domstolen blev af Højesteret afsagt ved kendelse af 22. september 2014. Og først når EU-domstolen har behandlet sagen, vil Højesteret kunne afslutte sagerne om private arbejdsgiveres pligt til at betale godtgørelse iht. Funktionærlovens § 2.a.

Udvalgsarbejdet i folketinget gik i stå
Beskæftigelsesministeren nedsatte straks efter EU-dommen i 2010 et udvalg med repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter. Det skyldes, at der i Danmark er tradition for, at arbejdsmarkedets parter inddrages når der lovgives om arbejdsmarkedsforhold. Udvalget skulle forsøge at blive enige om forslag til lovændring af Funktionærloven, således at loven kunne bliver bragt i overensstemmelse med EU-retten.

Problemstillingen viste sig endvidere, at være langt mere kompliceret end først antaget. På grund af uenighed i udvalget standsede ministeren udvalgsarbejdet og ministeren ville afvente, at de danske domstole afdækkede spørgsmålet ud fra en række prøvesager ved domstolene i kølvandet af EU-

På baggrund af at sagerne trækker ud ved domstolene, har ministeren og arbejdsmarkedets parter på ny haft møde om sagen. Beskæftigelsesministeren fremsatte derfor i oktober 2014 sit lovforslag, som 22. januar 2015 blev vedtaget ved 3. behandling.

EU-domstolen underkendte i oktober 2010 den restpraksis, som hidtil har været om Funktionærlovens § 2a.

Det fremgår af den nugældende lov, at en funktionær der opsiges, med en anciennitet på 12, 15 eller 18 år, har ret til en fratrædelsesgodtgørelse på 1, 2 eller 3 måneders løn.

Det fremgår endvidere af loven, at denne ret mistes, hvis funktionæren "vil oppebære" folkepension eller ret til en med arbejdsgiveren aftalt pensionsordning, hvis funktionæren er indtrådt i den pågældende pensionsordning før det fyldte 50 år.

Det fremgår klart af forarbejderne til loven, at hensigten med funktionærlovens fratrædelsesgodtgørelse er, at lindre overgangen til ny beskæftigelse for funktionærer, som har været ansat i samme virksomhed i mange år. I Danmark er forarbejderne til en lov et så vigtigt fortolkningsbidrag til forståelse af loven, at det betragtes som en del af loven.

Indtil EU-domstolens afgørelse var restpraksis således, at den ældre funktionær med lang anciennitet, ikke havde krav på fratrædelsesgodtgørelse, uanset om vedkommende konkret anvendte muligheden for at få udbetalt alderspension eller undlod at hæve sin pension.

EU-dommen udsprang fra en sag som var anlagt af Ingeniørforeningen i Danmark på vegne af et medlem der blev afskediget af Region Syddanmark. Han havde en levealder, der gjorde at han kunne få alderspension. Men den valgte han ikke at få udbetalt. Han fortsatte sin erhvervsmæssige karriere. Og på grund af den retspraksis som var, fik han ikke godtgørelse, selv om han havde mindst 12 års anciennitet.

Og det var den praksis, som EU-domstolen fastslog, var i strid med beskæftigelsesdirektivets bestemmelser om forbud mod aldersdiskrimination.

EU-domstolen lagde vægt på hensigten med Funktionærlovens § 2a.  Og som en præmis for dommen anførte EU-domstolen, at den pågældende ældre funktionær, da vedkommende blev fyret, kunne dokumentere, at vedkommende reelt fortsatte med at forfølge sin erhvervsmæssige karriere og ikke gik på alderspension.

Allerede heraf kan udledes, at ældre funktionærer med mindst 12 års anciennitet ikke kan bruge den afsagte EU-dom til at kræve fratrædelsesgodtgørelse, hvis vedkommende ikke efter opsigelsen har forfulgt sin erhvervsmæssige karriere – dvs. bevaret sin tilknytning til arbejdsmarkedet. 

Landsrettens dom
I 2013 afsagde Landsretten dom i række sager i kølvandet på EU-domstolens afgørelse.  Spørgsmålet som Landsretten tog stilling til var blandt andet, hvordan man afklarer om en funktionær har forfulgt sin erhvervsmæssige karriere, hvilket EU-domstolen havde som præmis for sin afgørelse var tilfældet i den konkrete sag. Men alle sager er jo ikke ens.

Der blev udtaget en række prøvesager for funktionærer i forskellige situationer i håb om at kunne afdække generelle retningslinjer.

Landsretten lagde vægt på, at den ældre funktionær ikke skal kunne omgå reglerne. Det kan f.eks. ske ved at funktionæren blot udtaler, at vedkommende vil forblive på arbejdsmarkedet, men reelt ikke gør noget aktivt for f.eks. at søge nye jobs. Derfor fandt Landsretten, at det er op til funktionæren at bevise, at vedkommende vitterlig har forfulgt sin erhvervsmæssige karriere.

I de konkrete sager som var rejst for landsretten fik 8 funktionærer ikke medhold i, at der skulle betales fratrædelsesgodtgørelse, medens 3 funktionærer fik medhold.

Alle sager blev dog anket til Højesteret. Oprindeligt blev prøvesagerne anlagt mod såvel offentlige arbejdsgivere som en privat arbejdsgiver. Under sagen valgte den private arbejdsgiver at foretage udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse og sagen blev derfor hævet.

Højesteret stadfæstede i januar 2014 landsrettens afgørelser, men for det første udtalte Højesteret, at der hverken på baggrund af beskæftigelsesdirektivet, EU-Domstolens dom af 12. oktober 2010, funktionærlovens forarbejder eller anden lovgivning kan udledes generelle retningslinjer for, i hvilke tilfælde en medarbejder kan anses for midlertidigt at have givet afkald på sin alderspension med henblik på at forfølge en erhvervsmæssig karriere.

Højesteret udtalte, at en fastlæggelse af sådanne generelle retningslinjer vil rejse spørgsmål af politisk karakter om den generelle afgrænsning af retten til fratrædelsesgodtgørelse, og at denne afgrænsning må foretages af lovgivningsmagten.

Private arbejdsgivere
Højesteret udtalte, at der ved dommen ikke var taget stilling til, hvorvidt en privat arbejdsgiver efter EU-Domstolens dom af 12. oktober 2010 er forpligtet til at betale fratrædelsesgodtgørelse.

Dette synspunkt er af arbejdsgivere udlagt som, at private arbejdsgivere ikke kan klandres for, at lovgivningsmagten ikke har implementeret EU-retten korrekt i den danske lovgivning. Det vil være nogenlunde analogt med Højesterets afgørelse fra december 2013 i en anden sag. Den sag drejede sig om erstatningsferie til en dansk lønmodtager som blev syg i sin ferie i juli 2009, dvs. før EU-domstolens afgørelse fra september 2009 om erstatningsferie ved sygdom og før den danske ferielov blev ændret i 2012. Denne danske lønmodtager fik ikke medhold, fordi ferieloven fra før EU-dommen i september 2009 var ganske klar om end den senere viste sig at være i modstrid med EU-retten. Men Højesteret nåede i den sag frem til, at den private arbejdsgiver ikke kunne klandres for, at den danske ferielov ikke var i overensstemmelse med EU-retten og derfor ikke kunne dømmes med tilbagevirkende kraft. Det skal bemærkes, at Højesteret ikke i sagen om § 2.a har udtalt sig om dette spørgsmål blot, at der ikke ved dommen er taget stilling til spørgsmålet.

I august 2014 skulle Højesteret behandle sager fra det private arbejdsmarked. Højesteret besluttede imidlertid at anmode EU-domstolen om en ny udtalelse i sagen. De spørgsmål som Højesteret har sendt til EU-domstolen blev af Højesteret afsagt ved kendelse af 22. september 2014. Og først når EU-domstolen har behandlet sagen, vil Højesteret kunne afslutte sagerne om private arbejdsgiveres pligt til at betale godtgørelse iht. Funktionærlovens § 2.a.

Udvalgsarbejdet i folketinget gik i stå
Beskæftigelsesministeren nedsatte straks efter EU-dommen i 2010 et udvalg med repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter. Det skyldes, at der i Danmark er tradition for, at arbejdsmarkedets parter inddrages når der lovgives om arbejdsmarkedsforhold. Udvalget skulle forsøge at blive enige om forslag til lovændring af Funktionærloven, således at loven kunne bliver bragt i overensstemmelse med EU-retten.

Problemstillingen viste sig endvidere, at være langt mere kompliceret end først antaget. På grund af uenighed i udvalget standsede ministeren udvalgsarbejdet og ministeren ville afvente, at de danske domstole afdækkede spørgsmålet ud fra en række prøvesager ved domstolene i kølvandet af EU-

På baggrund af at sagerne trækker ud ved domstolene, har ministeren og arbejdsmarkedets parter på ny haft møde om sagen. Beskæftigelsesministeren fremsatte derfor i oktober 2014 sit lovforslag, som 22. januar 2015 blev vedtaget ved 3. behandling.