Den 19. marts 2015



Arbejdsretten behandler den 26. marts 2015 en sag
om Serviceforbundets konfliktvarsel  mod Ryanair.


2. varsel om sympatikonflikt i Ryanair-sagen

LO har på vegne af blandt andet Dansk Metal afsendt 2. varsel om sympatikonflikt i Ryanair-sagen, hvor flyselskabet Ryanair afviser at indgå overenskomst med Serviceforbundet, der organiserer piloter og kabinepersonale.

Mandag den 16. marts 2015 sendte LO på vegne af 7 forbund - herunder Dansk Metal - 2. sympatikonfliktvarsel over for Ryanair. Målet er fortsat at få Ryanair til forhandlingsbordet, så der kan aftales en overenskomst for det personale, som skal placeres på Ryanairs kommende base i København Lufthavn.

Ryanair har den 18. marts 2015 påbegyndt flyvningen til Københavns Lufthavn, men først den 26. marts 2015 etablerer Ryanair en base i Københavns Lufthavn. Derfor kan hovedkonflikten og sympatikonflikterne tidligst starte den 26. marts 2015. Og forudsætningen for, at der lovligt kan etableres sympatikonflikter er endvidere, at hovedkonflikten er korrekt iværksat.

Ryanair har udtalt, at de vil møde enhver blokade og konflikt med retslige skridt. Derfor har LO anlagt sag ved Arbejdsretten med krav om, at Ryanair skal anerkende, at den varslede hovedkonflikt er lovlig. Ryanair har da også efterfølgende protesteret mod hovedkonflikten.

Arbejdsretten behandler sagen som en hastesag. Arbejdsretten har forberedende møde i sagen den 26. marts 2015 kl. 14:30. Det forventes ikke, at der den 26. marts kommer en afgørelse,  men det forventes, at Arbejdsretten oplyser hvornår Arbejdsretten afsiger dom.

Serviceforbundet har derfor meddelt, at hovedkonfliktens starttidspunkt udsættes til der foreligger en afgørelse fra Arbejdsretten, hvilket medfører at LO´s varslede sympatikonflikter bliver udsat indtil hovedkonflikten iværksættes.

Torsdag den 26. marts 2015 behandler Arbejdsretten også en sag anlagt af Ryan mod en række LO-forbund. Det skyldes, at Ryanairs fly den 18. marts 2015 blev forsinket angiveligt på grund af en demonstration som efter Ryanairs opfattelse udviklede sig til en fysisk blokade (ikke at forveksle med en blokade i fagretslig forstand).


LO og Dansk Metal Tele Øst pålægger medlemmerne at overholde arbejdsmarkedets spilleregler og ikke iværksætte kampskridt før end Abejdsretten har udtalt sig i sagen. Der vil blive givet nærmere besked om, hvornår en korrekt iværksat konflikt kan starte.

Om baggrunden for sagen
Flybranchens Personale Union, som er en del af Serviceforbundet, har overenskomst med andre luftfartselskaber med base i Danmark. Forbundet ønsker også en overenskomst med Ryanair. En overenskomst som skal sikre ordentlige forhold for piloterne og kabinepersonalet på Ryanairs baser i Danmark.


Ifølge EU’s regler om luftfart skal ethvert besætningsmedlem være tilknyttet en hjemmebase. Her starter og slutter tjenesten. Det er lovene i landet hvor hjemmebasen ligger, der gælder for besætningsmedlemmerne. Det er fastslået i bl.a. en norsk dom om Ryanair (Norge følger EU- reglerne) og en dansk dom om Sterlings konkurs. Har man base i København, er det altså dansk ret, der gælder. Der betales skat til Danmark. Og Serviceforbundet har også indgået overenskomster for de selskaber, som har base i Danmark.

Parterne har holdt et møde den 20. februar 2015 i London, hvor Serviceforbundet udleverede et udkast til overenskomster for piloter og kabinepersonale.

Ryanair har blankt afvist forbundets overenskomstønske både før mødet og på selve mødet den 20. februar.

Serviceforbundet har varslet en hovedkonflikt mod Ryanair, fra selskabet starter basen op den 26. marts. Formålet med de danske regler om konfliktvarsler er, at der bliver indgået en overenskomst og helst inden der kommer en konflikt i gang. Teknisk består en hovedkonflikt af en strejke og en blokade (som ikke er en fysisk blokade). Det betyder, at Serviceforbundets medlemmer ikke må tage ansættelse i Ryanair og de som allerede er ansatte går i strejke. Blokaden kræver ikke noget varsel, når Ryanair har afvist at forhandle.

For at lægge pres på Ryanair har 7 af LO’s forbund har sendt første og andet sympatikonfliktvarsel Det drejer sig om Serviceforbundet, 3F’s Transportgruppe, 3F’s Industrigruppe, HK/Privat, Dansk Metal, Dansk El- Forbund samt Blik og Rørarbejderforbundet. Sympatikonfliktvarslerne omfatter dermed alle de LO- medarbejdergrupper, som i deres daglige arbejde, vil kunne komme til at udføre opgaver for Ryanair. Endelig betyder en sympatikonflikt, at ansatte LO medlemmer i Ryanair kan blive trukket ud i sympatistrejke.


Blokade i modsætning til fysisk blokade

I den aktuelle konflikt mod Ryanair er der varslet  blokade i fagretlig forstand. Men der er ikke varslet fysisk blokade. Det er vigtigt at kende forskellen mellem de to begreber for fysisiske blokader kan være i strid med straffeloven

En blokade i fagretslig forstand går ud på at afskære arbejdsgiveren fra at få organiseret arbejdskraft. Det sker ved fagforeningens pålæg til medlemmerne om ikke at tage arbejde hos den konfliktramte virksomhed. Hvis blokaden ikke er i strid med arbejdsmarkedets spilleregler (se nedenfor), kan der varsles sympatikonflikt således, at andre lønmodtagere uden for virksomheden kan nægte at udføre arbejde til fordel for den konfliktramte virksomhed.

I forbindelse med en konflikt mod en virksomhed er det tilladt at demonstrere og have strejke- og blokadevagter ved den konfliktramte virksomhed. Lovligheden fremgår af Grundlovens § 79 om forsamlingsfrihed. Det kræver blot at arrangøren har anmeldt demonstrationen til Politi og kommune senest 24 timer før demonstrationen. Selv om det medfører visse vanskeligheder for færdslen til og fra virksomheden, fordi strejkevagterne måske først flytter sig når forbipasserende anmoder om det, er der fortsat tale om en lovlig aktion.

Hvis en gruppe af personer derimod helt eller delvist afspærrer adgangen til virksomheden således, at det forhindrer færdslen til og fra virksomheder, er der ikke tale om blokade i fagretslig forstand, men derimod er der tale om begrebet fysisk blokade, hvilket kan være en strafbar overtrædelse af Bekendtgørelse om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv. I sagen om Ryanair kan en fysisk blokade endvidere være en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om forstyrrelse af de offentlige samfærdselsmidler.

I forbindelse med konflikten mod Ryanair er der tale om varsel af blokade i fagretslig forstand. Der er også tale om varsl af sympatikonflikter. Men der er ikke tale om varsel af fysisk blokade, da LO og Dansk Metal Tele Øst tager afstand fra fysisk blokader som kan være i strid med straffeloven.

Konfliktformer på arbejdsmarkedet:

  • Strejke: Lønmodtagere som i forvejen er ansat i virksomheden ophører med at udføre arbejde i virksomheden. Konfliktformen går ud på at presse arbejdsgiveren ved at fjerne eksisterende arbejdskraft. Strejkebegrebet omfatter også andre former som f.eks. tempo-nedsættelse, arbejd-efter-reglerne-aktion, nægtelse af overarbejde.

  • Blokade: Lønmodtagere som ikke i forvejen er ansat i en bestemt virksomhed undlader at tage arbejde i denne bestemte virksomhed. Konfliktformen går ud på at presse arbejdsgiveren ved at afskære tilgangen af ny arbejdskraft.
  • Lockout: Virksomhedsejeren nægter lønmodtagernes fortsatte arbejde i virksomheden

  • Boykot: Virksomheden nægter bestemte lønmodtageres ansættelse i virksomheden

Hovedreglen er, at når der er indgået overenskomst mellem en fagforening og virksomheden eller deres hovedorganisationer, er der fredspligt i overenskomstperioden, dvs. der må ikke iværksættes konflikt.

En vigtig undtagelse er sympatikonflikt.


Hvad er en sympatikonflikt ?

Hovedreglen er, at når der er indgået overenskomst mellem en fagforening og virksomheden eller deres hovedorganisationer, er der fredspligt i overenskomstperioden, dvs. der må ikke iværksættes konflikt. En vigtig undtagelse er sympatikonflikt

Hvis f.eks. en arbejdsgiver nægter at tegne overenskomst med en fagforening kan der i virksomheden etableres konflikt. Denne konflikt benævnes hovedkonflikt.

Forudsætning for at iværksætte konflikt er dog, at konflikten følger et legitimt og fagligt mål.

Arbejdsretten har ved flere lejligheder taget stilling til, at et LO-forbund følger et legitimt og fagligt mål når der f.eks. etableres konflikt mod en arbejdsgiver som nægter at tegne overenskomst.

Når en hovedkonflikt er i overensstemmelse med arbejdsmarkedets spilleregler kan der legalt varsles og iværksættes sympatikonflikt.

Sympatikonflikten har den virkning at organiserede medlemmer i andre virksomheder ikke må udføre arbejde til fordel for den konfliktramte virksomhed.

Betingelser for at etablere en korrekt sympatikonflikt:

  • hovedkonflikten skal være korrekt iværksat og i overensstemmelse med de fagretslige spilleregler
  • der skal være et interessefællesskab mellem lønmodtagerne i hovedkonflikten og sympatikonflikten
  • sympatikonflikten skal være egnet til at påvirke hovedkonflikten og stå i rimeligt forhold til det mål, som søges opnået med hovedkonflikten

Hvis der rejses klage over om en konflikt er korrekt i forhold til arbejdsmarkedets spilleregler, er det Arbejdsretten som har kompetencen til at afgøre spørgsmålet.

Konsekvensen ved en sympatikonflikt
En sympatikonflikt indebærer, at fagforeningen pålægger de organiserede medlemmer, at de ikke må udføre arbejde til fordel for den virksomhed som er omfattet af hovedkonflikten.

Der vil således være tale om en delvis strejke. De organiserede medlemmer i de virksomheder som omfattes af sympatikonflikterne passer deres normale arbejde, bortset fra det arbejde som hidrører fra eller er bestemt for den virksomhed, som ikke vil indgå overenskomst.