Den 13. november 2014


Finansloven styrker den danske arbejdsmarkedsmodel

Regeringen har i dag indgået aftale om finansloven for 2015 med SF og Enhedslisten. En god aftale, lyder det fra LO’s formand, fordi den styrker kampen mod social dumping, og fordi der afsættes flere penge til velfærd frem for skattelettelser

Stærkere indsats mod social dumping  
Af aftalen om finansloven for 2015 fremgår det, at fradrag for fagforeningskontingentet hæves fra 3000 kr. til 6000 kr. årligt. Derudover afsættes der 120 millioner kroner til yderligere initiativer, som skal bruges i kampen mod social dumping. 

– At hæve fradrag for fagforeningskontingentet og iværksatte yderligere tiltag mod social dumping er en klokkeklar styrkelse af den danske model. Det vil komme lønmodtagerne til gode og sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår, fastslår Harald Børsting. 

Midlertidig kontantydelse til langtidsarbejdsløse
Det lykkedes regeringen i samarbejde med SF og Enhedslisten at nå til enighed om en håndsrækning til de arbejdsløse, som er røget ud af dagpengesystemet. Det betyder blandt andet, at man yderligere får adgang til en kontantydelse, der svarer til arbejdsmarkedsydelsens niveau, i op til et halvt år. Kontantydelsen hjælper dog ikke personer med opbrugt dagpengeret i 2014, og LO havde hellere set, at løsningen var fundet i det arbejdsmarkedspolitiske system frem for i kontanthjælpssystemet. 

– Finansloven sikrer en hjælpende hånd til de af vores arbejdsløse kollegaer, som er faldet ud af dagpengesystemet, men vi havde ønsket os, at der var fundet en midlertidig løsning inden for rammerne af det arbejdsmarkedspolitiske system, understreger Harald Børsting.

Aftalen skaber flere job  
Flere pædagoger i dagsinstitutionerne og øget fokus på sundhed er også en del af finansloven for 2015. 

– Finansloven afsætter midler til øget velfærd. Både når det gælder sundhed og omsorg. Det skaber job og tryghed for danskerne, ligesom det styrker væksten. En strategi som er langt bedre for lønmodtagerne end skattelettelser, siger Harald Børsting. 

Derudover er LO tilfreds med, at der er afsat flere penge til et bedre arbejdsmiljø. Det er afgørende at styrke arbejdsmiljøet de kommende år, hvor danskerne skal holde stadig længere på arbejdsmarkedet.