Den 19. december 2011


TDC varsler nye fyringsrunder i 2012

Dansk Metal teleafdelingerne er uenig med TDC i nødvendigheden af omfanget af personalereduktionerne og uenig i, at det er nødvendigt med ufrivillige fratrædelser. Parterne har efter forhandlinger i oktober, november og december underskrevet en protokol, hvor vilkårene for fratrædelserne er beskrevet

TDC har meddelt, at selskabets danske forretninger også i 2012 skal reducere personaletallet. Alene indenfor Dansk Metals forhandlingsområde forventer TDC at reducere antallet af medarbejdere omregnet til fuldtid med netto ca. 500.

TDC oplyser, at årsagen til de forventede personalereduktioner i 2012 bl.a. er faldende antal kald, færre fejl og at TDC effektiviserer arbejdsgange, foretager organisationsjusteringer, samt foretager fravalg og fokusering for at opnå omkostningsreduktioner på baggrund af markedsudviklingen.

Forhandlingerne mellem TDC og Dansk Metal teleafdelingerne er sket iht. parternes overenskomstgrundlag samt lov om afskedigelser af større omfang, som er implementeret i Funktionæroverenskomsten aftalt mellem DI og CO-industri.

Under forhandlingerne har teleafdelingerne erklæret sig uenig i personalereduktionerne på det foreliggende grundlag og i det oplyste omfang. Ligeledes har teleafdelingerne erklæret, at afskedigelserne vil kunne være usaglige, idet TDC fortsat inden for visse områder anvender vikarer og entreprenører. Teleafdelingerne har i forhold til de enkelte afskedigelser forbeholdt sig at føre sager med påstand om, at de ikke er saglige eller ikke efterlever parternes tryghedsaftale.

Teleafdelingerne mener, at TDC helt kan undgå at gennemføre uønskede afskedigelser, hvis hovedaktionærerne ville holde lidt igen med at forgylde sig selv.

TDC-aktionærer fik udbytte på forskud
Så sent som den 10. august i år udbetalte TDC udbytte til aktionærerne på ca. DKK 1,781 mia. Selskabets bestyrelse mente, at TDC er en så god forretning, at aktionærerne på forhånd skulle have noget af det udbytte som forventes udloddet på selskabets generalforsamling i marts 2012.

Derfor er det uforståeligt, at TDC igen til næste år skal igennem nye fyringsrunder.

I forvejen har de sidste 1½ år været præget af massivt overarbejde blandt rigtig mange personalegrupper i TDC, navnlig blandt det tekniske personale.

Selv om der ikke er enighed om omfanget af personalereduktionerne og nødvendigheden af fyringer, er der opnået aftale om de vilkår som gælder for medarbejdere der skal fratræde.

Det fremgår af en forhandlingsprotokol, som blev underskrevet fredag den 16. december 2011.

Vilkårene for personalereduktionerne i 2012 minder meget om de vilkår, som har været gældende for personalereduktionerne i 2011.

Læs protokol om personalereduktionerne 2012

Læs rammeproces for personalereduktionerne 2012

Læs Borgfredsaftalen